– interview med CEO Kim Christensen, Haarslev Industries.

Verdensleder indenfor maskiner til bearbejdning af restprodukter fra animalsk produktion, 4 produktionssteder rundt på kloden, 15 salgs- og servicecentre i hele verden, samt salg til 120 lande – Haarslev Industries A/S med ca. 1.000 ansatte er således en meget international virksomhed, der drives med direktionen siddende i Hårslev. Byen, der iflg. Wikipedia havde 344 indbyggere i 2022.

Det meget internationale udsyn til trods, så handler første del af interviewet med CEO Kim Christensen, helt ustyret, om lokalområdets betydning for Haarslev Industries. Selvom Kim Christensen uden tvivl er intelligent og dermed er klar over, hvad skribenten gerne vil høre, så er det tydeligt, at det at være en aktiv del af udviklingen af lokalsamfundet også reelt betyder noget for direktøren, der startede i Haarslev Industries 1. juli 2022.

Haarslev

Det kunne godt være Kim Christensens 28 år hos Danfoss i Sønderborg, der ligesom Haarslev Industries er en verdensomspændende virksomhed med lokale rødder der har påvirket, eller også ligger det bare i generne, når man er vokset op på Mors.

Fakta er at Kim Christensen vægter at der også lokalt er en positiv stemning om virksomheden af mange grunde. Stolthed hos og rekruttering af medarbejdere, godt samarbejde med de lokale myndigheder og selvfølgelig virksomhedens naboer.

Med bopæl i Augustenborg på Als venter der, når direktøren skal på kontoret, en køretid på 1,5 timer hver vej. I bilen er forruden som bekendt større end bakspejlet, og det er egentligt et godt billede på Kim Christensens tilgang til sit nye job. Han bruger i det 1,5 timer lange interview ikke meget tid på fortiden, men har blikket stift rettet mod fremtiden:

”Vi skal altid stræbe efter at blive bedre. Vi skal levere til tiden, have tilfredse kunder. Vi skal leve op til firmaets motto: Better tomorrow”, lyder det.

Én af indgangene til ”Better tomorrow” er kundefokus og er den første bullet i Haarslev Industries 3 kerneværdier. Denne italesættes tydeligt og klart! Ud fra virksomhedens vision om at ”skabe løsninger, der gør vores kunder succesfulde” ønsker Kim Christensen, at han og hans medarbejdere skal endnu tættere på kunderne.

haarslev
Corona opdagede Teams, Zoom og andre virtuelle mødeformer, men for Kim Christensen er fysiske møder stadig værdifulde:

”Det er nemmere at skabe tillid og fortrolighed via fysiske møder, og det er nemmere at gøre hinanden bedre, når man sidder sammen.”

Dermed har Kim Christensen mange rejsedage, ofte til kunder, men selvfølgelig også til Haarslev Industries fabrikker rundt i verdenen. Alligevel er han fast bidrager på Haarslev Industries Leadership-Academys 2 årlige hold. Det er en oplagt mulighed for Kim Christensen for at italesætte virksomhedens værdier overfor virksomhedens mellemledere og samtidig give nogle af sine indspark til praktisk ledelse, heraf et par eksempler:

  • En leder giver ikke nødvendigvis svar, men stiller spørgsmål
  • Lederen arbejder for sine medarbejdere

Selv om det lokale, som tidligere omtalt, også fylder hos Kim Christensen, så finder han de mange forskellige nationaliteter hos virksomhedens mange ansatte som en berigelse og som en kæmpe styrke.

Generelt mærker man Kim Christensen som en mand med meget på hjertet og med stærke værdier. Det er med sikkerhed autentisk ledelse – ”What you see is what you get”. Derfor lægger han heller ikke skjul på, at der selvfølgelig er masser af udfordringer der skal håndteres i en virksomhed af Haarslev Industries’ størrelse, men tvetydigheden i ”Better tomorrow” ligger meget på sinde.

Selvfølgelig skal der leveres en god bundlinje, men bevidstheden og muligheden i det kæmpe potentiale for virksomheden til at bidrage til en bedre udnyttelse af de mange restprodukter der er i animalsk produktion til glæde for kunderne og bæredygtighedsdagsordenen generelt, er netop også ”Better tomorrow”.

Haarslev Industries 3 kerneværdier:

  • Customer-focused
  • Working together
  • Performance-oriented

Læs mere

haarslev.com