Bestyrelsen for Nordfyns Erhverv og Turisme har valgt 3 nominerede til Årets Virksomhed 2023. Vinderen bliver præsenteret på generalforsamlingen, der afholdes torsdag, den 7. marts 2024. Husk at sætte kryds i kalenderen!
De tre nominerede har vi fornøjelsen at præsentere her:
Restaurant MøBer, Bogense
Årets iværksætter fra 2021 har fortsat den flotte udvikling. Restauranten er yderst velbesøgt, og parret Xenius og Frederik Mønster Berner Nielsen tager masser af nye initiativer. Der er lavet en lækker lounge, hvor gæsterne enten kan starte deres restaurantbesøg med en aperitif eller slutte besøget af med en cocktail eller kop kaffe. Loungen kan også bruges til små private selskaber.
Events er også blevet en del af MøBer-konceptet. Nytårsaften er allerede blevet en udsolgt succes, og selvfølgelig skal Valentins Dag den 14. februar også markeres som en særlig event, herunder også med mad ud af huset. I det hele taget er den nye Lounge 1976 også tiltænkt til små events, herunder f.eks. gin- og vinsmagninger.
Det er ikke kun Bogense eller Nordfyn, der har opdaget denne perle af en restaurant. Kunderne kommer fra det ganske land, og MøBer blev i 2023 kåret som den bedste spiseoplevelse på Fyn/i Syddanmark.
Men hvorfor, spørger vi Xenius Mønster Berner Nielsen? ”Tja, vi håber og tror det er fordi vores gæster kan lide det produkt vi leverer. Vi får flere og flere stamgæster. Vi er glade og trives, og der er heldigvis masser af gæster.”
Se mere på moeber.dk
DESITEK A/S, Søndersø
DESITEK A/S er et dansk handels- og ingeniørfirma, specialiseret i sikker drift og funktion af elektriske anlæg og systemer under unormale forhold. Leverer i høj grad til energisektoren, heriblandt ikke mindst vind-industrien.
Virksomheden beskæftiger ca. 25 medarbejdere og er beliggende i Søndersø på Fyn. DESITEK er et datterselskab af DEHN, der er en familieejet virksomhed med mere end 100 års erfaring indenfor lyn- og overspændingsbeskyttelse. DEHN har sit hovedkvarter i Neumarkt i Tyskland og afdelinger over hele verden. Især de senere år har udviklingen taget fart, og det seneste regnskab med et overskud før skat på over 7 millioner blev det bedste hidtil. Året forinden var overskuddet på 1,6 millioner kroner før skat. Og væksten skal fortsætte i de kommende år, også på medarbejdersiden.
Og det fortsætter, lyder det fra administrerende direktør Kim Hafjall: ”Vi har forrygende travlt og er på udkig efter yderligere et par medarbejdere.”
Se mere på desitek.dk
Nordfrim A/S, Otterup:
Nordfrim A/S er en førende virksomhed inden for både online og offline salg af frimærker, mønter og tilbehør af høj kvalitet til samlere globalt, og Nordfrim har mere end 50 års erfaring i branchen. Virksomheden har ikke kun fulgt med udviklingen, men har også positioneret sig som en lokal aktør med imponerende resultater gennem årene. Nordfrim har tilpasset sig nutidens krav ved konstant produktudvikling, herunder spændende nye produkter, som f.eks. tilbehør til samlerkort såsom til Pokemon-kort, som nu er en del af deres sortiment.
Med en global tilstedeværelse betjener de frimærkesamlere og forhandlere over hele verden gennem deres omfattende netværk af datterselskaber i Skandinavien, Frankrig, Tyskland, Holland, Italien, Finland og via aktiviteter i Kina.
En markant udvikling for Nordfrim er overgangen fra at operere på et begrænset antal markeder til nu at have en imponerende kundebase i over 150 forskellige lande. Virksomhedens strategi fokuserer på at være datadreven samtidig med at fastholde både offline og online aktiviteter. Dette giver dem mulighed for at tilpasse sig de skiftende markedsbehov og forblive en dynamisk og innovativ kraft inden for filateli og samlervarer.
Administrationschef Lisbeth Achton-Boel er glad for nomineringen: ”Vi har travlt, blandt andet hjulpet af tronskiftet; både det britiske og det danske. Vi kan godt mærke, at det royale og historikken omkring det, har en særlig interesse.”
Se mere på nordfrim.dk
Seneste kommentarer