Torsdag den 16. maj løb kurset ’’Salg for ikke sælgere’’ af stablen i Skamby Multihus. Det var Nordfyns Erhverv og Turisme, der i samarbejde med konsulenthuset F10 ved Lars Egsvang stod bag kurset.
Det handlede om at klæde deltagerne, som er erhvervsdrivende på Nordfyn, på med nye værktøjer til at gøre en mere målrettet salgsindsats ude i virksomhederne.
Det gælder også medarbejdere, der ikke har direkte salg, men som har kundekontakt og dermed adgang til salg for virksomheden.
Salg skal trænes
Kursusleder og underviser Lars Egsvang kørte en forrygende kursusdag igennem med 17 elever, der bare var med hele vejen. Ikke en gang timen efter en rigtig god frokost kunne få engagementet til at dale.
Lars kom hele vejen rundt om det at sælge samt teknikker, strategier og andet i forbindelse med salgsprocessen.
Han fortalte om, hvad salg egentlig er. Hvordan man motiverer kunderne til at købe, og hvordan man klarer modstand fra kunderne. Desuden hvordan man præsenterer prisen på en optimal måde:
”Men det vigtigste er, at salg skal trænes.”
Lars kom også ind på, hvordan vi lærer kunderne at kende. Hvad er et købssignal, og hvordan ser kundens købscenter ud?
Hvad er salg?
Lars Egsvang har en klar definition på salg: ’’At overføre egen begejstring for et produkt eller en serviceydelse til andre, så de får lyst til at købe’’.
Han understregede at det at træne salg og blive god til det, også gør at det for den enkelte bliver sjovere at sælge – det er den gode cirkel.
Så blev forskellige teknikker gennemgået, blandt andet om købssignaler, motivation og elevatortalen.
Der var også fokus på at håndtere kundens indvendinger og præsentation af ’’prisburgeren’’: Et fænomen hvor kunden får at vide, hvad der faktisk er med i prisen, så kunden er sikker på at få ’’Value for money’’.
Der var under hele kurset en rigtig god dialog og sparring mellem kursisterne og Lars og et fantastisk højt niveau, både hvad angik humor og faglighed.
Gode indspark, ny viden og netværk på kryds og tværs
Et par af kursisterne fortalte efter kurset:
Karin Kjerside fra AMU Fyn:
”Det har været en dag over al forventning. Super godt med mange indspark til at skabe et rigtig godt salg. Jeg har virkelig fået noget at tage med hjem,” siger Karin.
Hun tilføjer, at forholdet til de øvrige kursister også har været super godt, og der er blevet netværket på kryds og tværs.
Christian Christiansen fra BCC Teknik i Søndersø:
”Mine forventninger er fuldt indfriet”, siger Christian. ”Det har været et meget konkret og konstruktivt kursus. Det er værktøjer der er lige til at gå hjem og bruge, ikke noget diffust, men let forståeligt. Det har også været dejligt at få input fra de andre kursister, det er også noget man kan bruge,” siger Christian.
Så alt i alt en rigtig god dag, hvor Bernt fra Skamby Multihus sørgede for, at der var fin forplejning hele dagen.
Mon ikke denne succes burde gentages, så nye kursister kan komme til?
Seneste kommentarer