Som noget nyt byder sommeren på to filmaftener under åben himmel ved Hasmark, nærmere bestemt på Hasmark Strand Camping. Nordfyns Erhverv og Turisme og Hasmark Strand Camping byder alle indenfor til gratis sommerbio.

Som det eneste sted på Fyn får Hasmark Strand Camping besøg af ZULU Sommerbio, der to aftener i sommerferien viser film under åben himmel på et kæmpelærred, der bliver sat op på campingpladsen.

 – Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at trække en af sommerens helt store hit til Nordfyn. Med ZULU Sommerbio-konceptet, bliver filmforestillingerne på Hasmark Strand Camping bl.a. markedsført på TV2 Zulu og TV2, og vi får igen gjort opmærksom på vores skønne område, siger Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme.

Han håber, at en masse borgere og turister på Nordfyn og omegn vil tage godt imod tilbuddet, om at mødes og se en film i grønne omgivelser. Og så understreger han, at arrangementet er ganske gratis og åbent for alle, selvom det afvikles på campingpladsens område.

Det er endnu ikke besluttet, hvilke film, der bliver vist ved de to forestillinger i Hasmark. Men der er typisk tale om nye, men ikke biografaktuelle film. De to sommerbio-visninger på Hasmark Strand Camping bliver en søndag og en mandag i slutningen af juli måned, nemlig 28. og 29. juli. Selve filmen bliver vist fra omkring kl. 21.30, når mørket er begyndt at sænke sig.

ZULU Sommerbio konceptet lægger op til, at man kommer i god tid og måske slår sig ned med picnic-kurv og tæppe og hygger sig med vennerne eller familien før filmvisningen. På Hasmark Strand Camping ser man frem til sommereventen og er klar med gode tilbud.

– Vi er super glade for at få ZULU Sommerbio på besøg og tilbyder bl.a. lækker mad i vores restaurant på campingpladsen, inden filmen ruller over det store lærred. Og så vil jeg da opfordre alle til at pakke badetøjet og komme ud og nyde de skønne omgivelser på og omkring campingpladsen ved Hasmark i de dage, eventen står på, siger Mette Skifter, der ejer Hasmark Strand Camping.

Fakta:
ZULU Sommerbio afvikles på Hasmark Strand Camping den 28. og 29. juli 2019.
Arrangører er Nordfyns Erhverv og Turisme og Hasmark Strand Camping i samarbejde med ZULU Sommerbio.