Du kan læse meget mere om SPROGENSE og hvornår sprogfestivalen finder sted på sprogense.dk

Sgu’, tegnsprog, dialekter, OMG, nye ord, konkurrencer, kreativitet, ordsprog, underholdning og sprog-teknologi. Alt dette og meget mere på sprogfestivalen SPROGENSE til september. Kom og leg med, bliv klogere, og få ny viden.

En sprogfestival for alle

Medio september 2020 omdannes Bogense til en folkelig sprogfestival hvor alle er velkomne.

Vi tager sproget med ud i de hyggelige gader, på cafeerne, på spillestederne og skaber en platform og miljøer hvor gæsterne involveres, og sproget levendegøres, samtidig med at fagfolk og specialister vil mødes i dialog om sprogets rigdom og muligheder og synliggørelse af tegnsprog.

Byen vil summe af store og små bogstaver, ord, leg, læring, samtaler, digte, taler, dialekter, udstillinger, interaktioner, emojis, sjov, sprogteknologi, musik og underholdning. På festivalen har alle mulighed for at komme til orde samt bruge og lege med sproget på mange forskellige måder.

Et stærkt samarbejde

I 2019 flyttede forskningsinstitutionen Dansk Sprognævn til Bogense. Sprognævnet vil gerne i tæt og direkte dialog med danskerne om sproget, og i samarbejde med Nordfyns Erhverv og Turisme inviteres til en folkelig sprogfestival for sproget.

Formålet med projektet er at skabe folkelig opmærksomhed om sproget gennem en lokalforankret event med national bevågenhed. Det vil være en involverende, interaktiv og folkelig event med en bred målgruppe.

”I det sene efterår begyndte vi i Sprognævnet at lege med tanken om at Bogense skulle huse en sprogfestival for familier og fagfolk, og siden da har Nordfyns Erhverv og Turisme løbet stærkt! Det er vi glade for, for vi glæder os til at bidrage med arrangementer som kan gøre en sprogfestival i Bogense til en fagligt berigende oplevelse”, udtaler Thomas Hestbæk, direktør i Dansk Sprognævn.

”Vi har en fælles interesse i at skabe en autentisk festival netop dér hvor sprogets ”hjerte” er placeret, og således sammen at udvikle Danmarks nye samlingssted for det danske sprog. Sammen med Dansk Sprognævn er målet at sætte SPROGENSE og Nordfyn på Danmarkskortet med en årligt tilbagevendende folkelig begivenhed som får kommunen til at skille sig ud”, udtaler Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme.

Store ambitioner og læringspotentiale

Festivalen starter op i september 2020, og visionen er at udvikle festivalen over en 3-årig periode med stigende gæstetal hvert år. Målet er at festivalen bliver en fast tilbagevendende begivenhed der hvert år opnår national opmærksomhed og tiltrækker et stort antal gæster til det nordfynske.

”Vores ambitioner for projektet og festivalen er store. Målet er at skabe en sprogfestival med både lærerige, sjove, underholdende og interaktive elementer, og at det bliver en oplevelse for såvel børnefamilier, børnehaver, skoleelever og deres lærere, studerende, erhvervslivet og vidensinstitutioner”, afslutter Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme.

FAKTA

Dansk Sprognævn

Dansk Sprognævn er en statslig forskningsinstitution under Kulturministeriet. Dansk Sprognævn udgiver den officielle danske retskrivningsordbog samt Nyt fra Sprognævnet der behandler emner og temaer om sproget. Desuden indsamler Dansk Sprognævn nye danske ord og har en oplysningstjeneste der besvarer spørgsmål fra offentligheden om dansk sprog og sprogbrug.

Dansk Sprognævn har tre hovedopgaver:

  • at følge sprogets udvikling, fx. ved at registrere nye ord
  • at svare på spørgsmål om dansk sprog og sprogbrug
  • at fastlægge den danske retskrivning og redigere og udgive den officielle danske retskrivningsordbog, jf. retskrivningsloven.
Nordfyns Erhverv og Turisme

I Nordfyns Erhverv og Turisme arbejder vi professionelt med events, og vores medarbejdere er passionerede om udvikling, markedsføring og implementering af events. Gennem flere år har vi i samarbejde med en række partnere afholdt store events på Nordfyn med særdeles stor succes. Bl.a. 2 store internationale cykelcrossmesterskaber, World Cup og VM samt den årlige Rosenfestival med op til 40.000 besøgende.

Nordfyns Erhverv og Turisme har en bred vifte af ressourcer og arbejder strategisk med eventudvikling, gæsteoplevelser, kommunikation og effektvurdering. Udover stort lokalt netværk har vi stærke kompetencer til at drive markedsføring, herunder SoMe, bred it-platform og grafiske opgaver. Sidst, men ikke mindst, tør vi tænke ud af boksen når opgaverne skal løses.

SPROGENSE - Ordet er dit

SPROGENSE er en sammentrækning af ordene ”sprog” og ”Bogense”, og spiller på den måde både på den lokale forankring og selve sprogformidlingen.