Sprogfestivalen ”SPROGENSE. Ordet er dit” udskydes til 7.- 8. maj 2021. Primo februar annoncerede Nordfyns Erhverv og Turisme og Dansk Sprognævn den nye sprogfestival ”SPROGENSE. Ordet er dit”. Festivalen var i første omgang planlagt til 18. og 19. september i Bogense, men flyttes grundet den nuværende situation i Danmark.
Du kan læse meget mere om SPROGENSE på hjemmesiden sprogense.dk.
”SPROGENSE er et folkemøde for det danske sprog. Sproget knytter os sammen som samfund, og festivalen er for alle danske sprogbrugere. Børn og voksne får ny glæde og indsigt i modersmålet gennem leg og konkurrencer. Sprogkunstnere får en scene og et publikum. Forskere og andre sprogfaglige møder hinanden og deler deres viden, men vil også præsentere den bredt. Erhvervene får lejlighed til at fremvise de nyeste danske sprogprodukter både til tekst og tale. Alle møder hinanden i et sprogligt fællesskab uden skranker”, siger Thomas Hestbæk Andersen, direktør i Dansk Sprognævn.
”Siden offentliggørelsen har vi oplevet en stor interesse for SPROGENSE fra såvel sprogfaglige, organisationer, mennesker med stor passion og interesse for sproget, frivillige og potentielle samarbejdspartnere. Vi er rigtig glade og taknemlige for den modtagelse sprogfestivalen har fået. Vi fornemmer at SPROGENSE rammer plet, og det er en virkelig fornøjelse at brainstorme og udvikle videre sammen med de mange forskellige aktører”, uddyber Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme.
SPROGENSE udskydes til 2021
Ca. 1 md. efter annonceringen af SPROGENSE 2020 blev Danmark lukket grundet COVID-19, og frem til 31. august er festivaler og store forsamlinger aflyst. I skrivende stund ved vi ikke hvordan verden ser ud i sensommeren, og vi ønsker ikke at starte et nyt og meget spændende projekt op i så usikker en tid.
”På den baggrund udskydes sprogfestivalen SPROGENSE til 7.-8. maj 2021, og vi er overbeviste om at sprogfestivalen med flytningen til 2021 får de bedste rammer for bliver en succes. Vi er fortsat i fuld gang med planlægning af de mange aktiviteter, underholdning, foredrag og oplevelser, og vi glæder os rigtig meget til at kunne byde gæsterne velkommen til SPROGENSE 7. og 8. maj 2021”, slutter Per Olsen.
Kontaktoplysninger:
Nordfyns Erhverv og Turisme
Att. Per Olesen
Vestre Havnevej 9B
5400 Bogense
Telefon: 40 27 09 13
E-mail: po@neet.dk
Seneste kommentarer