Kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune har netop vedtaget en målsætning for kommunens klimaindsats frem mod 2030. Det er der såmænd nok ikke en kommune i Danmark, der IKKE gør.
Men det er bestemt oplevelsen, at Kommunalbestyrelsen prioriterer klimaet højt, ikke mindst i kraft af de mange naturværdier som Nordfyn er kendt for, og fordi Nordfyns Kommune som kystkommune har en særlig forpligtigelse.
I anledning af fastsættelse af målsætningen, udgiver Nordfyns Kommune ”Bæredygtigt Nordfyn”, der bestemt er en læsning værd. Bliv klogere på målsætningen og de rigtig mange indsatser, som Nordfyns Kommune er ved at starte op eller allerede er i gang med.
Læs også om hvorfor en stofpose er interessant i forhold til miljøet, hvorfor en virksomhed på Nordfyn betaler tre gange så meget som nødvendigt, når de køber en ny gravemaskine, og hvordan man som virksomhed kan finde på at skrive på forsiden af sin hjemmeside: ”Vi ønsker at give en grøn, frodig og sund jord videre til vores børn.”
Magasinet er tænkt som kommunens ”visitkort” på klimaområdet. Det kan læses online på nordfynskommune.dk og neet.dk, ligesom der er udleveret trykte eksemplarer hos kommunens samarbejdspartnere og på offentlige kontorer. Magasinet markedsføres online, bl.a. som digitalt indstik i alle Jysk Fynske Mediers ugeaviser på Fyn.
Det er Nordfyns Kommunes magasin – Nordfyns Erhverv og Turisme har hjulpet med lidt artikler, opsætning og reklamefinansieringen, så jeg er helt sikkert inhabil. Men jeg synes det er et spændende og læsbart magasin. Der er mange gode citater i magasinet, men jeg tillader mig at fremhæve et citat fra naturmedarbejder i Natur og Miljø, Sandra Arvidson:
”Naturen er trængt i Danmark, også i vores kommune. Den bedste måde at inspirere til at passe på naturen er at sprede glæden ved den, for selvfølgelig er vi mere tilbøjelige til at passe på det, som vi holder af.”
Jeg ved ikke om du kommer til at holde af magasinet, men jeg håber den vil sprede lidt glæde, men ellers først og fremmest noget viden om de klimaindsatser, der er gjort og vil blive gjort i Nordfyns Kommune.
Om ikke andet vil det glæde Moder Jord.
Seneste kommentarer