Hvem er han? Det er James Rasmussen. Hvad laver han? Han sælger og reparerer legeredskaber, legepladser og en masse andre ting. Det lyder som lidt af et drømmejob at omgive sig med ting, der kan få børn og barnlige sjæle til at have det sjovt, og samtidig have det som en god forretning.
I dag møder den udsendte James under et besøg på Sletten Skole afd. Skovlykke.
James kører primært rundt og laver service på cykler, mooncars og lignende. Han reparerer også alle de remedier, der findes på legepladserne rundt omkring.
”Næsten alle kunderne er i skole, SFO og børnehave-segmentet, så der er mange børn der bliver glade, når jeg har været forbi for at få det hele fikset. De fleste af kunderne er i Nordfyns Kommune, men jeg har også mange kunder i Odense og en del rundt omkring i hele Danmark.”
Han bygger også legepladser op helt fra bunden. Det er typisk en arkitekt der laver tegningerne efter gældende regler, og så laver James det praktiske arbejde med at etablere selve pladsen med de mange faciliteter.
På mange af de legepladser, som Legetøjsmekanikeren.dk laver, bliver der efterfølgende en eller anden form for serviceaftale. Og det er jo noget af det, der er med til at drive forretningen.
Virksomheden sælger også en lang række produkter, som også kan ses på hjemmesiden.
”Det er et svært marked at bevæge sig i som mindre selvstændig. Langt de fleste etablerede legepladser er i offentlig regi, og dermed er de ting der indkøbes også underlagt faste indkøbsaftaler. Og det er svært at konkurrere med som lille virksomhed. Men der kommer jo også aftaler tilbage i folden, når kunderne ikke altid oplever, at stort er godt.”
Langt de fleste af James’ kunder har en serviceaftale med ham, således at han en gang om året kommer rundt og laver service på de små køretøjer og samtidig efterser og reparerer de forskellige ting, der er at finde på legepladserne rundt omkring.
I Nordfyns Kommune har man en årlig legepladsinspektion, som altid kaster en del reparationer af sig for James’ virksomhed.
Legetøjsmekanikeren er en virksomhed, som James far startede op. Den har han så overtaget efter ham og fortsætter, selv om hans bedste kompagnon, hans far, gik bort undervejs.
Det kan til tider være svært at få virksomhed til at give et fuldtidsafkast, så James supplerer sin indtægt med arbejde inden for landbruget. Yderligere har James også lidt pedelarbejde i Otterup Idrætscenter, og så hænger det hele sammen, som han siger.
Men der skal vel også leges fremover, og kan de små aktører i kommunerne byde ind på opgaverne, ja så er der en fremtid også for den branche.
Seneste kommentarer