Foto: Stig Thomsen

Der skal være liv og glade dage i Otterup. Mere end der er i forvejen, synes nogle lokale initiativtagere.

Der er planlagt fire fredagskoncerter hen over sommeren med virkelig publikumsvenlig musik.

Det er den nystartede forening ’’Kultur på Torvet’’ der står bag, og det er bare starten på forhåbentlig mange flere kulturarrangementer, der kommer til at løbe af stablen.

Bagmændene og idemagerne er Jens Thorup, Leif Møllgaard og Bo Bruntse. De mener at der skal mere liv i Otterup, både til glæde for nordfynboerne, men så sandelig også for vore mange turister.

musik på torvet Foto: Stig Thomsen

Musikprogrammet for sommeren ser således ud:

9. juli The Abba Show + 80’er og 90’er fest

16. juli Torben Lendager & Roosters

23. juli Smokie Jam

30. juli The Boss – Tribute to Springsteen

Masser af planer

Det er da et program der batter. Det bliver en ren syng med og dansefest, hvor folk i alle aldre kan være med.

Det var Leif Møllgaard, som har Musicbooking.dk, der kom på ideen om liv og musik i Otterup. Han tog fat i Jens Thorup fra Otterup Geværfabrik og foreslog at de skulle arrangere udendørs koncerter ved geværfabrikken. Jens Thorup var straks med på ideen om udendørs musik, men foreslog at det i stedet skulle være på Torvet i Otterup. Her var omgivelserne med cafeer og spisesteder bedre egnede, mente han.

Så gik det stærkt med at få dannet foreningen Kultur på Torvet, og de involverede fra start var Møllgaard, Thorup og Bo Bruntse fra Karl Marius i bestyrelsen. Desuden er Anders Fialla fra Nyt Syn og Poul Erik Jeppesen fra OHK med i foreningen.

Deres initiativ stopper dog ikke her. Der er planer om fællessang om søndagen, torsdags jazz, børne-onsdage, tirsdagsmarked – og meget andet er i støbeskeen, fortæller Jens Thorup.