Kan det gå hånd i hånd? Ja, det kan det. I alt fald hos Nordfyns Svejser i Ore, som ligger meget tæt på kommunegrænsen mod Middelfart Kommune.

Her har Frank Engstrøm sin smedje, hvor der bliver svejset til den store guldmedalje. Meget fremtræder som et traditionelt smedeværksted, men der er også meget moderne grej installeret. Her springer en svejserobot i øjnene. Den arbejder uafbrudt og kan arbejde i syv akser!

nordfyns svejser metal

Frank er udlært smed og fortæller i den forbindelse, at han faktisk var selvstændig, inden han var udlært. Han var aldrig i tvivl om, at han ville have sin egen virksomhed.

I midten af halvfemserne kom der godt gang svejsning af fjernvarmerør, og der blev grunden lagt til den virksomhed Frank har i dag.

På det tidspunkt, i år 2000, var det primært gartnerier og fjernvarmerør det handlede om. Så kom der gang i noget svejsearbejde for militæret, og det ene tog det andet, så Frank måtte i gang med at ansætte sin første medarbejder.

Så kom en rigtig god kunde ind i porteføljen, nemlig Isabella. Mange har nok hørt om den virksomhed i forbindelse med camping. De laver nemlig både telte og fortelte til campingvogne. Og til det hører der jo rør og fittings, noget som Nordfyns Svejser er specialister i at producere i fineste kvalitet.

Her påpeger Frank, at en sådan virksomhed er rigtig god at have som kunde. Langvarigt partnerskab og altid orden i tingene.

”Min virksomhed har udviklet sig meget igennem årene. Selvom der har været mange faste kunder, har innovationen altid haft prioritet. Skal vi klare os i konkurrencen, må der hele tiden nytænkning til. Både i produkter, men også i metoder og processer. Nordfyns Svejser er nu certificeret og godkendt til at lave bygningsstål, altaner og udvendige trapper. Det har jo åbnet et helt nyt marked, og det har givet travlhed i butikken.”

Selv om disse certificeringer har krævet en masse efteruddannelse for Frank og hans medarbejdere, ja så har det været en rigtig god investering.

Nordfyns Svejser har udover de nævnte godkendelser også svejsecertifikat på stor set alle typer jern og metal.

nordfyns svejser metalplader

Der er nu fire mand ansat i virksomheden, og Frank vil ikke afvise, at der med tiden vil være endnu flere ansatte. Her understreger han, at det at blive flere ikke er et mål i sig selv, men en nødvendighed for at udføre de opgaver, kunderne betror ham.

I dag er de fleste af opgaverne inden for bygningsstål og altaner. Mange af disse kunder kommer selv til Franks virksomhed, uden at der egentlig er foretaget den store marketingsindsats. Her er Nordfyns Svejser så underleverandør i endog relativt store byggerier.

”Jeg gør meget ud af at have flere ben at stå på. Selvom der kommer store ordrer fra nogle store bygherrer, ja så skal der være gang i andre skorstene. Bare for en sikkerheds skyld. Det går så godt, at der nu skal bygges til, og så er der samtaler sidst på ugen med henblik på at få ansat et par mand mere.”

En anekdote, som Frank kan lide at fortælle i denne situation, er at coronapandemien har en del af skylden for hans succes. I den TV-transmitterede fællessang stod alle mennesker og sang ude på deres altaner. Det har efterfølgende givet et boom i antallet af nye bestillinger på altaner i store dele af Danmark.

Kunderne til alle disse altaner spreder sig over hele Danmark, og de forskellige projekter strækker sig lige fra én altan og op til mange altaner i hvert byggeri.

Nordfyns svejser spande

Selvom Frank gerne vil have fingrene i alt hvad der foregår i virksomheden, har han dog indset, at kontorarbejdet måske ligger bedre i hånden på en, der har en uddannelse i netop det. Så der skal en kontordame til samtale inden for kort tid.

En ny webside ser også snart dagens lys. Det vil blive med webshop med blandt andet skraldespande og cykelstativer.

Han ser også en fremtid i Nordfyns Svejseren med en del flere ansatte, og så skal der en ressource på de administrative opgaver.

 

Nordfyns Svejseren er godt i gang – lyt med på svejsearbejdet!