Nordfyn var på landkortet, da PostNord Danmark Rundt blev præsenteret på Hotel Pinenhus ved Limfjorden. 

2022 bliver et stort cykelår, selvfølgelig primært baseret på Tour de France, der som bekendt har de første etaper på dansk grund. Men også PostNord Danmark Rundt, der i sin 31. udgave afvikles med et historisk stort felt på 22 teams. Dette felt med 154 ryttere får fornøjelsen af at opleve Otterup, der ligesom i 2017 bliver startby for PostNord Danmark Rundt.

PostNord Danmark Rundt Massivt presseopbud til præsentation af ruten i PostNord Danmark Rundt.

Det bliver på kongeetapen, der bliver løbets længste rute, og som køres torsdag, den 18. august. Efter at have kørt gennem Søndersø og Morud forlader feltet Nordfyn ad Rugårdsvej, og slutter efter hele 239,3 kilometer i Herning senere på dagen.

 ”Det har været en bevidst strategi fra vores side at satse på PostNord Danmark Rundt i stedet for Tour de France”, lyder det med et smil fra direktør Per Olesen. ”Vores danske sprog-egenskaber er bedre end de franske, så vi er glade for, at det er lykkedes igen at tiltrække PostNord Danmark Rundt. Cykling bliver hyped i 2022 og jeg ser det som et lille scoop, at vi netop i år bliver startby. Cykling generelt får aldrig større bevågenhed end netop i år.”

Otterup var sidst startby for PostNord Danmark Rundt i 2017 og opbakningen både i Otterup, der var sort af mennesker, og rundt langs ruten var massiv, og der var en fantastisk stemning langs ruten. PostNord Danmark Rundt 2022 køres via 5 etaper og har start den 16. august i Allerød og slutter den 20. august med den klassiske rundstrækning i Vejle, hvor stejle Kiddesvej plejer at skille fårene fra bukkene.

kort over PostNord Danmark Rundt etape 3 Kort over 3. etape – Kongeetapen

Dette års PostNord Danmark Rundt indtager nye højder i forhold til feltets imponerende sammensætning. Aldrig før har 8 World Tour Teams været på startstregen, og mon ikke der også bliver mulighed for at se nogle af de ryttere, der blot et par måneder forinden har krydset Storebælt som en del af Tour de France-feltet, køre på de nordfynske landeveje?

”At kunne give alle cykelglade Nordfynboere oplevelsen af at se og komme helt tæt på de allerstørste teams, skaber stolthed og høje forventninger. Vi benytter lejligheden til at holde ”Cycling Days” i Otterup, så udover etapestarten torsdag på PostNord Danmark Rundt, så bliver der holdt børnecykelløb fredag eftermiddag, ligesom der både fredag eftermiddag og lørdag formiddag vil være cykelunderholdning i Otterup for både børn og voksne”, afslutter Per Olesen.

Læs mere

postdanmarkrundt.dk