© Morten Albek

I november fejrer Dorthe Løwendahl Bomann og hendes virksomhed “Den Gode Historie” 5-års jubilæum.

Vi har taget en snak med Dorthe for at høre, hvordan overgangen fra lønmodtager til selvstændig har formet sig – og om hun ville gøre noget anderledes i dag.

Dorthe stråler af energi og livsglæde, og hendes begejstring for det selvstændige liv er smittende.

“For fem år siden begyndte et af de bedste kapitler i mit arbejdsliv. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke glæder mig over mit valg om at blive selvstændig”, fortæller hun.

Dorthe lever af at fortælle den gode historie og beskriver sig selv som bestsellerforfatter, journalist, underviser og foredragsholder. Når man ser på hendes projekter, bliver det hurtigt tydeligt, at Dorthe formår at bringe autenticitet og ærlighed frem hos sine kunder – kort sagt, der er “no bullshit-bingo” her.

Dorthe Løwendahl Bomann © Morten Albek

Jeg rådyrker det, jeg er god til

Vi spurgte Dorthe, om hun ville have gjort noget anderledes, hvis hun skulle starte i dag.

“Jeg er blevet mere tro mod mig selv. I stedet for at presse opgaverne ind i en fast skabelon, fokuserer jeg nu på at se alle muligheder – det giver ro og frihed til at være mig selv”, siger hun.

Denne tilgang har givet Dorthe mulighed for at forfine sine evner og fordybe sig i det, hun elsker.

“Jeg rådyrker det, jeg er god til, og arbejder kun med projekter, der giver mening for mig og skaber glæde. Det tror jeg også er det, der skaber den bedste oplevelse for mine kunder.”

Listen over kunder, der giver Dorthe anbefalinger på hendes hjemmeside www.dengodehistorie.dk vidner om hendes brede netværk – som eksempler: BGI Akademiet, Foreningen for Fortællere i Danmark, Fonden Gudenåcentret, NEET, SPROGENSE, TV Syd, Smilfonden, Bovbjerg Økologi, Labøllegaard og TV2 Fyn.

“Den Gode Historie” blev i 2020 kåret som Årets Iværksætter af medlemmerne i Nordfyns Erhverv og Turisme. Selvom Dorthe nu kan kalde sig bestsellerforfatter, var det ikke en titel, der den gang lå i kortene. Men med bogen “Når vi ånder i takt,” hvor Dorthe sammen med Niels Hausgaard udforsker fortællingens magi, er hun nu i gang med femte oplag.

Dorthe Løwendahl Bomann er et inspirerende eksempel på, hvordan passion for det man gør, både kan give mening og skabe forretning. Hendes rejse er på alle måder “Den Gode Historie.”

Se mere

dengodehistorie.dk