BID betyder på nudansk Business Improvement Districts. Eller oversat betyder det forretningsudviklingsområde.
Det er en ny måde at samarbejde på, og typisk med andre end man plejer.
’’Nye samarbejder øger livskvaliteten, dynamikken og aktiviteterne. Det giver øget værdi i byerne til gavn for det lokale erhvervsliv, kommunen og borgerne”, siger Tobias Stanek fra BID Danmark.
BID er et samarbejde mellem offentlige og private interessenter, og her på Nordfyn vil vi prøve at benytte BID-modellen til udvikling af vores byer. Her tænkes der primært på at skabe noget, der kan tiltrække gæster til vores byer og dermed også større omsætning i butikkerne.
Otterup bliver den første by på Nordfyn, hvor BID-modellen bliver prøvet af. Der bliver et kick-off møde i byen den 20. august, hvor indbudte interessenter vil blive orienteret om hele processen af Tobias Stanek fra BID Danmark. Tobias er specialist i detailhandel, byudvikling og i at facilitere det gode samarbejde.
”Netop samarbejde på tværs er det centrale i hele processen omkring BID”, påpeger Tobias. ”Det er det helt unikke, der kan løfte en proces så den ikke forbliver en proces, men derimod skaber synlige resultater. Målet er meget klart, nemlig at øge omsætningen i de nordfynske butikker.”
Hvem er det så, der påtænkes at deltage i dette projekt? Her er tænkt meget bredt, idet et sådant projekt skal forankres i alle dele af det lokale samfund.
Her er nogen af dem, der er tiltænkt at deltage i projektet:
- Otterup Handelsforening
- Øvrige foreninger, der er tilknyttet Otterup
- Menighedsrådene i og omkring Otterup
- Sportsklubberne i Otterup
- Beboerforeninger
- Otterup Lokalråd
- Andre lokalråd i området
- Turisterhvervet i Otterup
- Kommunalpolitikere boende i Otterup
- Folk fra kommunens forvaltning
Måske er der interessenter, som ikke er nævnt her, men de skal nok komme med alligevel.
Som det ses, bliver det en meget bredt funderet gruppe, der skal arbejde med denne udviklingsmodel. Det er så vigtigt, at alle facetter belyses undervejs i forløbet.
Som sagt vil processen blive faciliteret og drevet af Tobias Stanek, som også bliver garant for at det hele ikke går i stå undervejs. Det kan sådanne projekter jo have en tendens til, når man kommer et stykke hen ad vejen.
Det bliver virkeligt spændende at komme i gang, og som Tobias siger: ’’De kan i Aabenraa, Tønder, Haslev, Holstebro, Billund, Albertslund – og i Vejle er der otte BID’s i gang. Så må vi også kunne i de nordfynske byer’’.
Seneste kommentarer