©Jim Lyngvild
Er Bogense gudernes hjem? Det er i hvert fald navnet på en ny udstilling på Østre Mole i Bogense.
I 2023 husede Østre Mole en udstilling med flotte luftfotos, som verdens bedste luftfotograf Jesper Larsen fra Søndersø havde opsat i samarbejde med Nordfyns Erhverv og Turisme. Den udstilling skal fra nu til oktober være i Hasmark Strandoase.
Udstillingen var så populær, at Ejerforeningen på Østre Mole tog initiativ til, at der i 2024 kommer en ny og meget spændende udstilling med multikunstner Jim Lyngvilds billeder inspireret af de nordiske guder og den nordiske mytologi.
Beboere og forretningsdrivende har oplevet at en udendørs kunstudstilling tiltrækker turister og besøgende til molen, og dermed også kunder til butikker og restauranter. Ejerforeningen har ved hjælp af sponsorater skabt økonomi til at etablere udstillingen. Planen er at der hvert år skal komme en ny udstilling.
”Udstillingen med luftkunst har virkelig givet et helt nyt liv til molen. Vi har som forretningsdrivende oplevet at gæsterne har tilbragt længere tid på molen, og der er kommet nye gæster for at se udstillingen. Netop derfor vil vi gerne etablere en ny udstilling, så der er noget at opleve når man går tur på molen”, siger Monika Holst, Bro 14 – Wolf Camper.
De nordiske guder vender hjem
Hvis man skal tro på historikerne fra 1700-tallet, så er Bogense gudernes hjem.
De hævdede nemlig. at byens navn stammer fra Odins søn, Bo, som han fik med den russiske kongedatter Rind. Ham der skulle hævne Balder til Ragnarok. Derfor vil andre – lettere kulørte kilder fra denne tid – da også mene, at det er fra netop Bogenses, Gyldensteens eller Harridslevgaards vådområder at Balders ligbål, Ringhorne, udgik og blev sendt til Hel. Skal man kigge på navne, kunne det være området nær Nærå Strand, da dette betyder ”Gudens Njords strand”.
Om der er hold i disse historier vil vi lade være op til fantasien, men faktum er, at der er masser af nordiske gudehentydninger til både stednavne og fund på hele den nordfynske kyst. Og det har i den grad inspireret Jim Lyngvild.
©Jim Lyngvild
”Jeg er yderst begejstret”, lyder det fra direktør Per Olesen. ”Det er fantastisk at ejerforeningen på eget initiativ har grebet ideen og vil videreføre en udstilling på Østre Mole. Begejstringen bliver ikke mindre af, at det er Jim Lyngvild, der byder guderne velkommen tilbage til Bogense. Jim Lyngvild er jo kendt for sit arbejde inden for nordisk mytologi og vikingekultur.”
Der er 21 forskellige billeder med nordiske guder, der fra den 23. marts kan opleves på Østre Mole i Bogense.
Udstillingen åbner 23. marts
Lørdag den 23. marts kl. 11.00 åbnes udstillingen officielt. Kl. 11.30 vil borgmester Mette Landtved-Holm åbne udstillingen, og Jim Lyngvild selv vil være til stede og fortælle om udstillingen.
Alle er velkomne.
Seneste kommentarer