Cafe Daugaard er flyttet i nye og større omgivelser i Adelgade i Bogense. Og det kun et år efter at være startet op i lokaler lige på den anden side af Adelgade. Nemlig fra nr. 73 til nr. 58.
”De lokaler, jeg startede op i, blev hurtigt for små. Der måtte noget nyt til, hvis forretningen skulle blive rentabel og have økonomi til at ansætte noget personale,” fortæller indehaver Iben Daugaard. ”De nye lokaler har gjort cafeen bedre og mere familievenlig, og der er nu en stor legeplads i forbindelse med gårdhaven.”
I weekenden var der som bekendt Rosenfestival i Bogense, og her fortæller Iben, at specielt lørdagen gik over al forventning.
”Lørdag var vi seks personaler på arbejde, og vi havde lynende travlt i hele åbningstiden. Ja, det slog faktisk omsætningen på By Night-aftenen. Så mange gæster havde jeg ikke drømt om ville dukke op, men det var en læring til næste år. Søndag var lidt mere afdæmpet, men var også en rigtig god dag. Meteorologerne havde også lovet et vejr der ikke var så godt. Så jeg kan næsten ikke vente, til det bliver tid til Rosenfestival igen.”
Cafe Daugård serverer blandt andet sandwich, panini, smørrebrød, stjerneskud og pariserbøf, så der er lidt for enhver smag. Man kan spise på stedet, men der sælges også mad ud af huset.
”I de gamle lokaler var der kun mig selv til at drive stedet. Det var hårdt, for der var ikke plads til hverken at holde ferier eller i det hele taget holde fri. Så betingelserne var klare: Enten skulle jeg lukke, eller også skulle der noget større til for at skabe de økonomiske rammer der kunne gøre, at jeg kunne ansætte hjælp. Og så kan det skabe en omsætning der betyder at jeg også kan overleve vinteren.”
Nu er der ansat tre på fuld tid, hvoraf de to er ordinært ansatte og den tredje er i flexjob. Iben kan sagtens bruge flere, men oplever at det er umuligt at finde kvalificeret arbejdskraft i disse tider. Det ærgrer hende, for det betyder at hun er nødt til at have lukket om mandagen.
Hvordan kom Iben så overhovedet ind i denne branche?
”Jeg arbejdede på KIMS i Søndersø med rengøring og havde ikke en cafe i tankerne på det tidspunkt. Men en veninde, der havde cafeen hvor det hele startede, var blevet syg med corona og holdt derfor lukket. Jeg sagde til hende at hun var nødt til at åbne, for sæsonen stod for døren. Jeg begyndte at hjælpe til, og allerede en uge efter overtog jeg cafeen. Det betød, at jeg måtte sige sit job på KIMS op, for cafeen krævede min fulde opmærksomhed.”
Hun har egentlig ikke nogen baggrund for at starte en cafe op, ud over at hun elsker at lave mad. Dog har hun arbejdet på både diskoteker og barer, så salg og kundekontakt ligger hende ikke så fjernt. Desuden har hun arbejdet i Fiskehuset på Bogense Havn i ti år.
Det har også virkelig sat skub i hende, da de nye lokaler blev indtaget. Der var dog nok at se til med at sætte det hele i stand og få indrettet det som hun gerne vil have det. Det har gjort, at hun virkelig har fået blod på tanden og gerne vil det endnu mere.
”Det går rigtig godt i cafeen. Der er nok af kunder, men jeg mangler desperat personale til at betjene dem, og det ærgrer mig. Kunne jeg bare skaffe personale, ville jeg udvide åbningstiderne. Det går godt med økonomien i forretningen, og det ser lyst ud. Jeg har kunnet etablere det hele uden låntagning, og det gør at jeg kan tage en god løn ud hver måned allerede nu.”
Hun fortæller videre, at der nede bag til er indrettet et lokale til 40-50 spisende gæster, som skal anvendes til events eller andre sammenkomster. Det forventer hun sig meget af, specielt når lavsæsonen sætter ind, og der ikke er så mange strøgkunder som i sæsonen.
Fremtiden skal bruges på at gøre cafeen endnu hyggeligere, og et mål er skabe rum og økonomi til at hun kan holde ferie en gang imellem.
Læs mere
Seneste kommentarer