Ved indgangen til Dæncker Køleinventar på Fynsvej i Bogense står der tre cykler parkeret side om side. Cyklerne er ikke kun transportmidler; de er symboler på den lokale sjæl, der driver den lille, men dynamiske virksomhed.
Cyklerne tilhører nogle af medarbejderne, der tæller 7 inklusive ejerne Pia og Lone Dæncker. Mens Pia har bosat sig i Jylland, er resten af teamet lokale fra Bogense.
Det er ikke et krav, at alle ansatte er lokale, men Pia og Lone har formået at samle et team med lang anciennitet, der supplerer hinanden på bedste vis.
Virksomheden, der blev grundlagt af deres far Kurt i 1999, fejrede under ledelse af de to tvillingesøstre i sidste uge sit 25-års jubilæum. Det er ikke kun medarbejderne, der har lang anciennitet – det samme gælder for leverandører og kunder. Der kommer nye leverandører og kunder til, men det er tydeligt, at langvarige relationer og stærke værdier er grundstenene i Dæncker Køleinventar.
Alt salg foregår gennem 150-200 lokale autoriserede kølefirmaer og andre danske forhandlere, mens indkøb primært sker gennem partnere i Portugal, Italien, Tyskland og England.
“Vi fungerer som den forlængede indkøbsafdeling for montørerne i den blå kedeldragt. Vi samarbejder om at skabe det unikke produkt kunden ønsker, ved at tegne og indkøbe til konkurrencedygtige priser, mens montørerne står for installationen. Dette skaber et win win-samarbejde og tætte relationer med vores forhandlere over hele Danmark,” fortæller Pia Dæncker.
Dæncker Køleinventar leverer blandt andet til restauranter, specialforretninger og industrien generelt. Produktporteføljen inkluderer f.eks. paneler til køle- og fryserum, kølemøbler, ismaskiner og specialdesignede køleprodukter.
Fokus på grøn omstilling
Med stigende efterspørgsel på energieffektive løsninger, er Pia og Lone bevidste om deres rolle i den grønne omstilling.
“Vi oplever en klar stigning i ønsket om energirigtige løsninger,” siger Lone.
Pia tilføjer: “Det harmonerer med vores selektive indkøbsstrategi. Selvom energieffektive kvalitetsprodukter på den korte bane kan være dyrere, betaler det sig i længden både i form af bæredygtighed og holdbarhed.”
Både Pia og Lone har en HD i afsætning, men deres virksomhed kræver en bred vifte af kompetencer:
“I en mindre virksomhed som vores varierer arbejdsopgaverne meget. Selvom vi har hver vores specialer, hjælper vi også til på lageret, pakker ordrer, eller tager en trailer med på job, hvis nødvendigt.”
Dæncker Køleinventars kunder er mangeartede. Besøger man virksomhedens fine hjemmeside, kan man se et udsnit af kundebasen, herunder fx Andersen Bakery, Carl Jensens Begravelsesforretning, Ansager Dyrehospital og Dampskibshuset i Bogense. Selvom al salg sker gennem danske forhandlere, findes der produkter fra Dæncker Køleinventar andre steder end i Danmark, f.eks. i USA, Egypten og Kina.
Som Lone afslutter: “Man kan godt noget, selvom man er en lille spiller.”
Det må man sige!
Se mere herunder og på daencker.dk
Seneste kommentarer