Nordfyns Bank Fyn Cup har været en fast begivenhed på Nordfyn siden 1990 og bliver ofte omtalt  om Danmarks største kapsejlads.

Årets udgave finder sted med første start den 23. maj kl. 11.00. Sejladsen har tidligere heddet Palby Fyn Cup, men fra i år er det lokale Nordfyns Bank, der ligger navn til.

Kapsejladsen strækker sig over 138 sømil rundt om Fyn med udgangspunkt i Bogense, og den samler hvert år en betydelig flok bådejere og entusiaster.

Fyn Cup © Børge Pedersen

Bidrag til lokalområdet

Der er en tydelig gevinst for Nordfyn ved afviklingen. Sejlerne kommer i dagene omkring stævnet og benytter sig af områdets restauranter og butikker. F.eks. oplever MøBer, Fiskehuset og Dampskibshuset ofte ekstra travlhed i weekenderne før og efter, fordi besætninger og deres familier tilbringer tid i Bogense og omegn. Havnens ry bliver samtidig styrket, når flere får øjnene op for de flotte faciliteter i Bogense Havn og Marina og stemningen i det hele taget.

For Bogense Sejlklub betyder arrangementet også en økonomisk håndsrækning, som kan medvirke til at holde gang i det lokale foreningsliv. Fokus er ikke kun på at lokke mange både til, men også på at sikre tilfredshed blandt deltagerne.

Fyn Cup © Børge Pedersen

Flere initiativer og flere sejlere

Sejlklubber landet over forsøger at tiltrække flere deltagere til kapsejladser. Nordfyns Bank Fyn Cup har set en stigning i antal både på omkring 15% i 2024, og udvalget arbejder på at gøre arrangementet endnu mere attraktivt i 2025. Blandt initiativerne er en justering af gebyrerne, så prisen hænger sammen med bådens størrelse, og en opgradering af morgenmadstilbuddet. Alt sammen for at skabe en god oplevelse både for nye sejlerhold og for dem, der har deltaget før.

For nye sejlere er der desuden udarbejdet videoguides med Stine Quorning. Her bliver de mest almindelige spørgsmål berørt, så flere får mod på at tage del i ruten rundt om Fyn.

Håbet er i år at kunne tiltrække 300-350 både. Bent Nygaard Larsen, der har stået for teknikken i en menneskealder er den konservative med håb om 300 både, men udvalgsformand Jens Kyster tager munden fuld og satser på 350 både. Sikkert er det at der bliver masser af både i havnen i Bogense.

Følg sejlerne og vær med på havnen

En særlig del af arrangementet er muligheden for at følge bådenes fremdrift via tracking på nettet. Der plejer at være 50.000 hits under sejladsen, men arrangørerne håber derudover også på endnu mere liv på havnen – ikke kun fra sejlerne selv, men også fra sommerhusgæster, campingturister og øvrige nysgerrige tilskuere.

Rabat på sponsorpakker

Medlemmer af Nordfyns Erhverv og Turisme samt Bogense Handelsstandsforening tilbydes rabat på sponsorpakker. Det lokale erhvervsliv kan dermed drage fordel af eksponering og tilstedeværelse under stævnet, samtidig med at der ydes en økonomisk fordel gennem medlemskab.

Praktiske oplysninger

  • Datoer for Nordfyns Bank Fyn Cup 2025: 22.–25. maj
  • Første start: 23. maj kl. 11.00
  • Antal både i 2024: 301
  • Antal sejlere i 2024: 1.610

Nordfyns Bank Fyn Cup er en unik lejlighed til at opleve sejlads på tæt hold, mærke den særlige stemning på havnen og støtte op om Nordfyn som maritimt centrum i Danmark. Det hele krydres med spænding, gode muligheder for socialt samvær og aktiviteter for hele familien.

Læs mere

fyncup.dk