Ja, der er et stykke vej mellem ovenstående produkter, i alt fald forretningsmæssigt. Men ikke for Mark Andersen, der excellerer i begge forretningsområder.

Hans virksomhed der forhandler spiritus, hedder Great Nordic og den del der laver ventilationsanlæg, hedder MSA Ventilation.

”Indtil videre er det ventilationsvirksomheden der giver smør på brødet, men det går godt fremad med spiritussalget. Great Nordic udvikler nye spirituosa, altså nye smage i forskellige typer. Vi forhandler gin, vodka, brun rom, hvid rom og whisky. Alle smagsnuancer er udviklet af os selv, præcis som vi godt kan lide dem. Det gælder både rent og som mixet.”

Brandet hedder Yet Another og skulle egentlig være produceret på grønlandsk vand, og det bliver det nok også på et senere tidspunkt. Blot har det været svært at få det grønlandske vand hjem på nuværende tidspunkt.

Selve produktionen foregår i Tyskland, da det indtil videre er for lille en volumen der produceres til at have eget anlæg. Mark og hans kolleger fortæller deres tyske samarbejdspartnere, hvordan det skal smage. Derefter kommer tyskerne på besøg, og så smages der indtil ’’den sidder lige i skabet’’. Derefter går produktionen i gang. 

Alle varianterne sælges, indtil videre, kun i butikkerne på Nordfyn, men der er planer om snarligt at udvide markedet til hele Fyn. Mark forklarer at ressourcerne til markedsføring ikke er til et større område lige pt.

yet another

MSA Group

Mark Andersen er en montør, der har lavet ventilationsanlæg i over 30 år.

”Jeg kan godt lide at afprøve nyt, sætte noget i gang og er i det hele taget nysgerrig på om noget kan lykkes. Jeg har en skabertrang og vil gerne se ting udvikle sig og i sidste ende forhåbentlig få skabt nogle arbejdspladser.”

 MSA Group som Mark ejer består af ventilationsfirmaet, Great Nordic, Nanoq Water (import af grønlandsk vand), og der har også været gang i et firma med import af andre spirituosa.

De to sidste dele er sat på midlertidig pause, grundet dårlig økonomi ovenpå det nedlukkede Corona samfund. Men det kommer alt sammen op at køre igen, når at andet i samfundet er åbnet helt op, lover Mark.

 Mark fortæller at hans virksomheder så småt begynder at køre godt igen, og at han lige pt. ikke har planer om nye tiltag, men han vil konsolidere de virksomheder der allerede er i gang.

 Ja, hvorfor ikke en spiritus producent på Nordfyn, der laver nye produkter til den moderne forbruger.

Læs mere

yet-another.dk