Peter og Ping på Frederiksberg Ældre Kirkegård, Adam og Eva på Præstegårdsstien ved Ejer Bavnehøj, Koelbjerg-Manden ved Andebølle samt masser af andre træfigurer er gennem tiden leveret til private, kirkegårde, erhvervsvirksomheder og andre, der nyder godt af Allan Bo Jensens kreative motorsav. Leveringer til Sverige og Norge sker som underleverandør til danske legepladsproducenter.  

Indrømmet. Man forestiller sig ikke lige en lille erhvervsvirksomhed, der leverer til hele Danmark samt Norge og Sverige, når man kører ad den lille skønne vej Vejruphuse udenfor Hårslev. Men her møder vi en regnfuld onsdag den sympatiske Allan Bo Jensen, indehaver af Skulpturværkstedet.

”Det startede faktisk først i 90’erne, hvor Odense Kommune skulle lave en legeplads, og de ville gerne have det som en skulptur-legeplads. Så var jeg i gang.”

Siden da er det gået hånd-i-hånd, og udviklingen har gjort, at den kreative træskulptør nu igennem efterhånden mange år har haft Skulpturværkstedet som sit levebrød. Allan Bo Jensen startede som skovarbejder og blev senere klatrende træplejer, også kaldet arborist. Nu er han, hvis ikke den førende, så én af Danmarks førende indenfor evnen til at få flotte, kreative figurer ud af, hvad der for os andre bare er et stykke træ.

skulpturværkstedet

”Jeg starter som oftest ude ved kunden, hvor vi drøfter mulighederne. Herefter er jeg hjemme og lave en tegning, som så sendes til kunden til kommentering/godkendelse. Herefter går jeg i gang med figuren”, fortæller Allan Bo Jensen: ”Den røde tråd har altid været og vil altid være kreativiteten kombineret med min interesse for historien bag.”

Et af de nyeste projekter er Peter og Ping, der skulle laves ved Storm P’s gravsted på Frederiksberg. De skulle motorsaves ud af et bestående træ, hvor toppen var kappet af grundet svampeangreb.

”En spændende opgave. Dels var bøgestammen noget hårdere end jeg er vant til. Men også det, at jeg skulle lave Peter og Ping tredimensionelt. Der skulle min kreativitet virkelig i spil, for hvem har nogensinde set Peter og Ping bagfra? Og så var det pivkoldt – minus 15 grader undervejs.”

Allan Bo Jensen er så god med sin sav, at bortset fra en god hjemmeside og en aktiv Facebook-side, så gør Allan ikke så meget i markedsføring – kunderne kommer via mund-til-øre.

skulpturværkstedet

”Normalt har jeg altid arbejde tre-fire måneder frem. Lige nu er der ekstra pres på, idet jeg skal aflevere 3 skulpturer indenfor de næste 14 dage”, slutter Allan Bo Jensen og skynder sig ud i regnen for at fortsætte sit arbejde.

En lille virksomhed, men en virksomhed der er toppen af poppen inden for sit felt.
Se nogle af de flotte skulpturer enten på www.skulpturværkstedet.dk eller på virksomhedens Facebook-profil.