Vi er midt i det, men skal fremad. Ja, det er den grønne omstilling, det handler om. Nordfyns Kommune, de nordfynske virksomheder samt de nordfynske indbyggere skal alle bidrage for at nå de opstillede klimamål. Og de er meget ambitiøse.

I 2030 skal CO2-udledningen være reduceret med minimum 70%. Samme år skal Nordfyns Kommune som virksomhed være klimaneutral, og i 2050 skal hele Nordfyns Kommune være klimaneutral.

Niels Peter Nielsen, der står for det kommunikative i Nordfyns Kommunes Klimateam, fortæller hvor i processen man er lige nu:

Det der har fyldt meget, er den baggrundskommunikation, der er nødvendig for at få alle med. Folk skal klædes på til omstilling, og det gælder både borgere og virksomheder, men også internt hos kommunens egne medarbejdere. Der er lavet konkrete beregninger på, hvad der skal til for at opnå de ønskede mål. Det skal naturligvis kommunikeres ud til alle interessenter.”

Alle de informationskanaler, som kommunen har adgang til, vil løbende blive opdateret, så alle kan følge med i hele processen.

Kommunens hjemmeside vil også blive opdateret med input fra både borgere og virksomheder, der kommer med gode råd og ideer til den grønne omstilling.

Inden for det næste halve til hele år vil Nordfyns Kommune arbejde målrettet for at informere og transformere i interne anliggender.

Kommunen vil gerne være foregangsfigur”, forklarer Niels Peter. ”Vi vil vise andre, at meget kan lade sig gøre, og at det at drive den grønne omstilling faktisk har en effekt. Det betyder, at kommunen skal være helt fremme i skoene, når det gælder vores alles klima.”

Han fortæller videre, at man nu i Nordfyns Kommune har fuld fokus på hvad og hvordan, der bliver købt ind. Der er meget kontante krav til leverandører på både oprindelse og produktion, så alle indkøb er så grønne som muligt.

Der er også fokus på bygningsmassen. Der skal energioptimeres hele vejen rundt, og det skal også kommunikeres, så virksomhederne og borgerne kan hente inspiration fra deres egen kommune, uddyber han.

Der skal også laves en plan for de af kommunens bygninger, der ikke ligger i områder, hvor der forventes etableret fjernvarme. Her skal der søges på alternative løsninger i forhold til opvarmning og anden form for energiforbrug. Lige præcis dette kommer også til at kunne kopieres i virksomheder og private husstande.

Nordfyns Kommune vil den grønne omstilling, og det kan godt lade sig gøre, uden at det går ud over kommunens kerneforretninger – også selvom nogle af løsningerne er lidt dyrere end traditionelle energiløsninger.”

For eksempel skal kommunens køretøjer omstilles til el. I dette indgår også etablering af ladestandere til kommunens biler, men sandelig også til privatbilismen, inklusive turisternes forventninger om at kunne lade deres elbiler op.

En kæmpe omvæltning for alle. Både dem der er i fuld gang, dem der har planlagt at gå i gang og for dem der langsomt går i gang med den grønne omstilling.

Vi må alle bidrage, så vi i fremtiden sammen kan sætte et markant mindre klimaaftryk.

Læs mere

klima.nordfynskommune.dk