Det er Nordfyns Erhverv og Turismes motto. Mottoet kommer virkelig til sin ret i påsken, og DU kan gøre en forskel.

Detailhandlen har fået lov til at åbne op den 1. marts. De liberale serviceerhverv må åbne efter påske, men vi skal helt frem til den 21. april, inden restauranter og cafeer må lukke op… for udendørs servering. Og snakker vi indendørs servering, så er vi endnu længere fremme, nemlig ved den 6. maj.

Så der er al mulig grund til, at de nordfynske restauranter og cafeer kigger på alternative muligheder for at lave omsætning. Og er der noget der hænger sammen, så er det påske og mad. Det uanset om man er lokal fynbo, turist på vores dejlige campingpladser, lejer af et sommerhus eller ”bare” gæst på Nordfyn.

Derfor har vi valgt, i denne uges erhvervshistorie, at slå et slag for de mange muligheder for takeaway der findes på Nordfyn, og hvor du samtidig har mulighed for at bakke de lokale restaurationer og cafeer op, som uden tvivl er blevet presset af corona-lukningerne.

Vi udgiver til påsken, og i højsæsonen, en aktivitetskalender (20.000 på årsplan), der udleveres til alle vores turister, der booker ind på campingpladser, sommerhuse, hoteller mv. Udover at blive klogere på de aktiviteter, der trods corona løber af stablen, så giver kalenderen et godt overblik over nogle af de mange takeaway-steder, som holder åbent hen over påsken. Du kan læse aktivitetskalenderen her: Aktivitetskalender i påsken

Du kan også blot besøge VisitNordfyn.dk, hvor du kan finde inspiration til hvilken takeaway, som du og din familie kan nyde i påsken: Takeaway på Nordfyn

MøBer, smukt beliggende på havnen i Bogense, er én af de restauranter, der giver den ”fuld gas” på takeaway.
Restauranten der åbnede den 6. juni 2020, har corona-tilpasset sig med takeaway under konceptet MøBer ToGo.

”Det er gået rigtigt godt. Vi har oplevet, at vores koncept er blevet meget positivt modtaget, særligt i weekenderne.” lyder det fra den ene af indehaverne, Xenius Mønster Berner Nielsen, og på spørgsmålet hvorfor lyder det: ”Hverken Frederik (medindehaver Frederik Mønster Berner Nielsen, red.) eller jeg er gode til bare at gå og kukkelure derhjemme. Og så synes vi i øvrigt det har været spændende at videreudvikle vores takeaway koncept med ”MøBer At Home”, hvor kunderne køber 3 retter og kan lege restaurant derhjemme.

De velsmagende burgere er absolut salgssællerten hos MøBer, men studerer man menukortet, så ser man at de nymoderne bowls også er dukket op. Den madkonservative skribent kan ikke lade være. Er det ikke bare et københavnerfænomen?

”Nej, det er faktisk også gået rigtigt godt. Vi har solgt overraskende mange, og kunderne er glade for at vi har et grønt alternativ”, lyder svaret fra Xenius.

Om du er til bowls, burgere, fiskesuppe, pizzaer eller andet, så husk at støtte vores restauranter og cafeer ved køb af takeaway-mad, så vi også har dem, når hverdagen vender tilbage. Og fortæl endelig vores gæster og turister om de mange spændende muligheder, for ingen kan alt, alle kan meget, sammen kan vi det hele.

God påske!