Hos Nordfyns Erhverv og Turisme arbejder vi hver dag på at hjælpe iværksættere med at realisere deres drømme og skabe succesfulde virksomheder.
Vi møder en bred vifte af erhvervsdrivende, lige fra behandlere og håndværkere til IT-specialister, producenter og detailhandlere. Iværksætteri er mangfoldigt, og hver enkelt virksomhed har sine egne behov og ambitioner.
De seneste år har vi set et fald i antallet af nye virksomheder på landsplan, men nu ser det ud til, at kurven er ved at stabilisere sig. Det er godt nyt, og her på Nordfyn er vi klar til at støtte iværksættere – uanset om de ønsker at drive en lille enkeltmandsvirksomhed eller har store vækstambitioner med eksport i sigte.
Personlig sparring og tilpassede løsninger
Vi ved, at ingen iværksættere er ens. Derfor tilbyder vi 1:1 sparring, hvor vi i fællesskab afklarer dine behov og ønsker. Sammen lægger vi en konkret plan, og vi følger dig hele vejen – så længe du har behov for det.
Uanset virksomhedens størrelse er vores mål klart: At hjælpe dig med at lykkes. Vi har set små virksomheder blomstre og udvikle sig til større arbejdspladser. For eksempel blev House Nordic, som begyndte som en iværksættervirksomhed, kåret til Årets Iværksætter i 2017 og Årets Virksomhed på Nordfyn i 2019. Henrik Jørgensen, der stiftede virksomheden, har haft vokseværk og House Nordic har i øjeblikket 70+ ansatte.
Et andet inspirerende eksempel er Den Frie Digitale Skole, grundlagt af Anni Pilgaard Christiansen i 2020 og som blev kåret til Årets Iværksætter i 2022. Virksomheden har nu næsten 50 ansatte.
5 trin til en stærk start som iværksætter
1. Forstå dine kunder
Det er ikke nok, at du har et fedt produkt, som du selv er stolt af. Du skal også vide, at der er en kundemålgruppe – og du skal kende dem godt for at ramme dem.
Jeg anbefaler, at du opsøger dine potentielle kunder i din målgruppe og finder ud af, hvad der er deres behov, præferencer, udfordringer osv. Dermed har du de bedste forudsætninger for at ramme dem.
2. Saml et stærkt team
Selv om du er dygtig og kan meget, så kan du med stor sandsynlighed ikke det hele. Du øger dine chancer for succes betydeligt ved at samle et stærkt forretningsteam. Det kan være, at du skal have partnere, som besidder andre kompetencer end dig. Sørg dog for, at I har et fælles værdisæt. Vær samtidig på udkig efter potentielle samarbejdspartnere til fx produktion, salg, markedsføring osv.
3. Din muskel-test
Næste spørgsmål: Kan du rent faktisk skabe dit produkt? Det er et spørgsmål, om du rent teknisk og videns mæssigt har det, der skal til for at skabe prototypen. Og nok så vigtigt – kan du rent økonomisk? Her er et budget vigtigt. Både så du kender din egen pengepung, men også så du kan fremvise overbevisende tal til fx en bank, samarbejdspartner eller mulig investor.
4. Foretag kundetesten
Nu kender du både din kundemålgruppe, og du ved, at du har et set up og en økonomi, som ser ud til at holde. Men hvorfor ikke fra en start undersøge, om dine kunder rent faktisk vil købe dit produkt, din service eller dit koncept? Præsentér din idé eller din prototype for udvalgte kunder i din målgruppe og find ud af, om de er parate til at købe, eller der skal justeres.
5. Salgs- og markedsføringsplan
Mange iværksættere har så travlt med at udvikle og bygge op, at de glemmer det vigtigste af alt, nemlig salg og markedsføring. Få derfor lavet en god og let anvendelig salgs- og markedsføringsplan, så du har fuldstændig styr på, hvordan du kommer ud over rampen. Her er det oplagt, at du tager fat i de potentielle kunder, som allerede har bidraget og får input fra dem til, hvordan du får fat om dit marked. Det at sælge er noget stort set alle har udfordringer med. Det kan føles grænseoverskridende at skulle kontakte kunder for at sælge. Hos Nordfyns Erhverv og turisme er salg en af vores spidskompetencer. Så her kan du klædes på med simple og lette værktøjer, der sætter dig i stand til at sælge.
Endelig vil jeg slutte med en kraftig opfordring: Tag fat i mig eller en af mine kolleger i Nordfyns Erhverv og Turisme. Vi er sat i verden for at give dig sparring, tips og et stærkt netværk, som kan få din idé til at blomstre.
Tag fat i os – og kom i gang
Vi brænder for at støtte Nordfyns iværksættere. Så tøv ikke med at kontakte os! Vi står klar med sparring, gode råd og adgang til et stærkt netværk, der kan gøre din idé til virkelighed.
Lad os sammen sikre, at Nordfyn fortsat er et sted, hvor iværksættere trives og skaber arbejdspladser. Nu er det tid til at eksekvere – og gøre dine drømme til virkelighed.
Kontakt Jørgen Bårris på 61 96 05 69/ jsb@neet.dk – eller send en besked til vores kontaktformular på neet.dk/kontakt
Seneste kommentarer