Det er mange penge, men der er faktisk mulighed for at få del i pengene ved at søge om midler til bestemte projekter.

Pengene er EU-midler, der skal hjælpe med at sætte gang i projekter i landdistrikterne. De bliver fordelt via Erhvervsministeriet til de forskellige LAG’er rundt om i Danmark.

Hvad er en LAG så? LAG står for Lokal Aktions Gruppe, der er sat i verden for at støtte kommercielle initiativer og projekter i landdistrikterne.

Den LAG som vi opererer i, hedder LAG MANK, og det er kommunerne Middelfart, Assens, Nordfyn og Kerteminde, der arbejder sammen i dette regi.

Midlerne i denne pulje gives til projekter, der er omfattet af den strategi LAG MANK har udstukket. Det er i overskrifter:

  • Fødevareerhverv
  • Naturturisme
  • Nye boformer

LAG MANK Holy Bean Holy Bean fik tilskud på 273.000 kr. Foto fra LAG MANK

Fødevareerhverv

Dykker vi lidt ned i de enkelte punkter, så gælder det for fødevareerhverv, at det handler om at støtte, hvad der har med lokalt producerede fødevarer at gøre.

Det er ikke sådan at forstå, at det er noget der ligner landbrugsstøtte. Det er støtte til udvikling, forædling, nyt maskineri og i det hele taget noget, der skaber vækst og arbejdspladser lokalt inden for alle typer fødevarer. Det vil sige, at det også kunne være noget med flødeboller eller øl.

Inden for støtte til fødevarer, gælder det at støtten fra LAG maksimalt kan udgøre 40% af hele projektets omkostning. Det gode er, at det ikke er et lån vi taler om, men direkte støtte. Dette gælder for alle LAG midler generelt.

LAG MANK på Nordfyn Maritim naturturisme på Nordfyn. Tilskud: 132.000 kr. Foto fra LAG MANK

Naturturisme

Inden for naturturisme er der rigtig mange muligheder. Man skal blot huske, at det skal have et kommercielt sigte og enten styrke eksisterende arbejdspladser eller endnu bedre skabe nye arbejdspladser.

Mange ting inden for turisme flytter sig i disse år. Flere vil gerne have frisk luft og en eller anden form for aktivitet i deres ferie.

Derfor er der gode muligheder for støtte til etablering i forhold til udendørs aktivitetsbaner af forskellig slags, til opstart af aktiviteter til vands og i luften. Det kan også være minigolfbaner eller et ishus. Ja, mulighederne er mange. så sæt fantasien i gang eller udlev en drøm med tilskud fra EU!

I denne kategori udgør tilskuddet 50% af omkostningerne til projektet.

LAG MANK ved Ditlevsdal Præriehytter på Ditlevsdal Bisonfarm. Tilskud: 745.000 kr. Foto fra LAG MANK

Nye boformer

Den sidste kategori inden for strategien er nye boformer. Inden for dette område gælder det om at tiltrække nye borgere til bosætning i landdistrikterne. Gerne i nogle alternative boliger som ombyggede mejerier, skoler eller noget helt tredje.

Mennesker i dag søger alternative boformer i form af fællesskaber i alle afskygninger. Der er set nedlagte landbrug, hvor hovedbygningen er et fælleshus, og der så bygges boliger rundt om, så hver familie alligevel har sit eget tag over hovedet.

Det kan for eksempel også være et gammelt stort hus som en skole eller et rådhus der ikke anvendes mere, hvor der indrettes lejligheder og så også her et fællesrum til glæde for alle beboerne.

I mange tilfælde vil kommunen være en del af et sådant projekt. Derfor kan en ansøgning om LAG-midler godt være et projekt, hvor Nordfyns Kommune indgår.

Der er virkelig mange muligheder også inden for dette segment, så sæt bare fantasien i gang.

LAG MANK midler til Nordfyn Friluftscenter Udby Dyrgaard. Tilskud: 670.000 kr. Foto fra LAG MANK

Søg LAG midler

LAG midler kan søges tre gange om året, og der er ansøgningsfrister:

Onsdag den 15. januar, fredag den 17. april og fredag den 21. august.

Disse midler kan virkelig være med til at skabe værdi her på Nordfyn, så sæt endelig tanker og fantasien i gang inden for disse tre kategorier. Det kunne jo også være, at sådant et tilskud til et projekt vil være starten på et forretningseventyr for en driftig person eller gruppe.

Få inspiration og mere information i denne brochure!

På med vanten og læs mere på lag-mank.dk. Her finder I også ansøgningsmateriale og anden relevant information.

Mere information ved henvendelse til:

Erhvervskonsulent

Ove Syberg

Mail: os@neet.dk

Tlf. 2117 2101