Det korte svar er ja. På mandag, den 6. maj er det 3 år siden, at Kent Kristensen, indehaver af Mad Med Sjæl, flyttede sin cateringvirksomhed fra Nordfyns Gymnasium ud på landet, nemlig til Ørritslev mellem Søndersø og Særslev. Der var nok enkelte der dengang havde tanken, om det nu også var klogt.

Mad med sjæl

Men når man møder Kent og hører lidt om, hvordan det går, så er man ikke i tvivl:

”Det går rigtigt godt. Vi er meget glade for at være herude. Flotte omgivelser, fred og ro, gode naboer og masser af P-muligheder. Og så ligger vi faktisk ret centralt på Nordfyn med korte afstande til Odense og Vissenbjerg, hvor vi også har masser af kunder. Det er helt perfekt”, lyder det fra en glad Kent Kristensen, der fortsætter: ”Vi har travlt, og min største problemstilling er reelt TID.”

Overskriften er reelt en journalistisk stramning, idet Mad Med Sjæl startede 1. august 1997 og allerede var i god gænge inden udflytningen til Ørritslev. Men udviklingen er fortsat, og i dag har Mad Med Sjæl 8 fastansatte og op mod 20 løsarbejdere, der hentes ind løbende.

Mad med sjæl

Blandt andet til DHL-stafetten, hvor Mad Med Sjæl skal levere 8.000 menuer, bestående af grillpølser, kartoffelsalat og kyllingespyd og salat. Udover at Kent er glad for hverdagen, så topper det, når alt er gået op i en højere enhed:

”Når man er færdig med et stort arrangement og har en tilfreds kunde samtidig med, at vi eksempelvis kun har lidt kartoffelsalat tilovers, så er det hele fantastisk.”

Mad Med Sjæl er udover kvalitetsmad også kendt for sine køletrailere, hvor kunden henter maden i en køletrailer og kan bruge trailerne som køleskab og opbevaringssted, når der afholdes konfirmation, studentergilde eller 50-års fødselsdag. Derudover bruges lokaliteterne på Ørritslevvej også til arrangementer ugentligt, og senest har Kent Kristensen købt endnu en salgsvogn:

”Vi oplever en stigende efterspørgsel på at vi kommer ud til firmaarrangementer og andre forskellige events, hvor det er optimalt at komme ud med en salgsvogn.”

Mad med sjæl

I det hele taget investerer Kent i sin virksomhed:

”Jeg klarer mig på sund fornuft, men også ved at bruge pengene på at udvikle virksomheden og til at give gode arbejdsforhold for min medarbejdere.” Og der er masser af ideer: ”Jeg vil gerne holde koncerter i haven og f.eks. søndagsbrunch med jazz. Skal bare have tiden”, lyder med et smil fra Kent Kristensen.

Så selvfølgelig kan man drive virksomhed ude på landet. Det er Kent Kristensen og Mad Med Sjæl et af mange eksempler på.

Læs mere

madmedsjael.dk