Traditionen tro afholder Nordfyns Kommune deres årlige nytårskur. I år er datoen torsdag den 16. januar, og som sædvanlig er stedet Bogense Rådhus. Tidsrummet er fra kl. 18.00 til 20.00.
Der er et spændende program, der kan få de fleste til at møde op på rådhuset. Borgmester Morten Andersen vil fortælle rigtig gode historier om året der er gået, og her er der sikkert mange positive ting om vores kommune, der kommer frem.
Sædvanen tro er der også et indlæg fra direktør Per Olesen fra Nordfyns Erhverv og Turisme. Pers indlæg er normalt ikke kedelige, så mon ikke der kommer et grin eller to fra salen.
Den eksterne foredragsholder er i år Torben Wiese. Det er ham, der kan bøje en fisk og som kaldes for Danmarks vanebryder nummer et – ja endda Skandinaviens mest effektive vanebryder.
Han er meget underholdende, men giver også stof til eftertanke hos tilhørerne. En mængde af Danmarks største virksomheder giver ham store roser i deres referencer. Så her har vi også noget at glæde os til.
”En nytårskur er en unik mulighed for at møde sine samarbejdspartnere i andre omgivelser. Men der er også gode muligheder for at møde eventuelt kommende samarbejdspartnere. Man kommer tit i snak med andre end normalt, og det skaber nye relationer. Vi håber på at se så mange som muligt, for alle vil få gavn og glæde af at deltage,” fortæller borgmester Morten Andersen.
Kommunen vil også gerne sige tak til virksomheder og andre samarbejdspartnere for det forgangne år. De virksomheder, borgmesteren har været ude at besøge i løbet af året, er specifikt inviteret til kuren, så de kan takkes for de timer de har revet ud af kalenderen ved hans, Task Force Erhverv og NEET’s besøg.
Ligesom i tidligere år præsenterer kommunen en årsfilm med et tilbageblik på året 2019, ligesom de to taler af borgmesteren og Per Olesen også gør status. Borgmesteren glæder sig også til at høre Torben Wiese: ”Han er kendt for sin humoristiske måde at få folk til at bryde deres indgroede vaner.”
“Jeg vil stærkt anbefale det nordfynske erhvervsliv at møde op. Der er helt unikke muligheder for at netværke,” siger direktør Per Olesen fra Nordfyns Erhverv og Turisme og fortsætter: ”Jeg har da flere gange hørt om forretningsaftaler, der blev indgået under nytårskuren.”
Per fremhæver også muligheden for at høre de interessante indlægsholdere, selvfølgelig inklusive ham selv, der kommer på podiet i løbet af kuren.
Ja, der er ingen grund til ikke at møde op, så tilmeld jer hurtigst muligt – dog senest mandag den 13. januar.
Tilmelding til: tilmelding@nordfynskommune.dk
Seneste kommentarer