Erhvervslivet på Nordfyn har en helt enkel adgang, når der er behov for løsninger, hvor kommunen er en del af projektet. Den enkle indgang hedder Task Force Erhverv, og som noget unikt er der tilgang 24/7. Så man kan altid komme i kontakt, hvis virksomhederne har brug for hjælp eller rådgivning til forskellige tilladelser og godkendelser eller noget helt tredje.

Kort og godt er Task Force Erhverv virksomhedernes indgang til Nordfyns Kommune”, siger projektleder for Task Force, Marianne Greve. ”Virksomhederne må naturligvis gerne henvende sig til deres normale kontakter i kommunen, men hvis de er i tvivl om hvem de skal kontakte, så er Task Force Erhverv det helt rigtige sted.  Når en virksomhed henvender sig, så trækker jeg på de kollegaer, der har ekspertisen på netop det område, sagen drejer sig om.

Der er en stor mangfoldighed i de virksomheder, der henvender sig. Det er inden for alle brancher og både små og mellemstore firmaer, der søger hjælp til de opgaver der involverer kommunen.

Mange af henvendelserne handler om byggesager. Et eksempel er byggetilladelser, spildevandstilladelse eller en miljøgodkendelse. Det er Mariannes kollegaer der behandler sagerne, men det vigtige er, at de havner i den rigtige afdeling og hos den rigtige person. Så går alting meget nemmere, og virksomhederne skal ikke bruge tid på at finde rundt i ’’systemet’’.

Det sker faktisk, at en virksomhed kontakter mig om aftenen, så det med 24/7 er helt reelt en service der gives i Task Force Erhverv. Det er vigtigt at de nordfynske virksomheder ved, at det er en mulighed.”

Oftest er det de små og mellemstore virksomheder, hvis ejere selv kontakter Marianne, og det er typisk uden for normal arbejdstid hvor de er i fuld gang med produktionen. Disse folk sætter stor pris på at få en hurtig respons, så der kan sættes flueben ved det punkt på to-do listen.

Task Force Erhverv startede i 2015, og der har været mange henvendelser siden. Men Marianne understreger, at der er mange andre måder, kommunen selv opsøger virksomhederne. Blandt andet ved det årlige håndværkermøde, men også i høj grad gennem de mange besøg ude i virksomhederne, hvor der foruden hende selv deltager både borgmesteren og en repræsentant for Nordfyns Erhverv og Turisme. Her har ejerne og lederne rig mulighed for at komme tæt på kommunen og erhvervslivets repræsentanter.

Task Force Erhverv er gået fra at være et projekt til at være en integreret del af Nordfyns Kommune og vil dermed være til glæde for erhvervslivet i tiden, der kommer.

Som de fleste ved, så ligger Nordfyns Kommune godt til ved DI’s årlige erhvervsklimaundersøgelse. For tredje år i træk indtager Nordfyn førstepladsen i erhvervsvenlighed på Fyn.

Task Force Erhverv har en aktie i den gode placering, men der er selvfølgelig mange andre faktorer der spiller ind. Politisk er det besluttet, at Nordfyns Kommune skal være en erhvervsvenlig kommune, og det har et aftryk i hele organisationen. Erhvervslivet har også glæde af det samarbejde, kommunen har med NEET.

Hvis man dykker lidt ned i tallene, kan man se at de små og mellemstore virksomheder er mindre tilfredse med erhvervsvenligheden end de store virksomheder. Det er noget der er meget fokus på, fortæller Marianne. For langt de fleste virksomheder på Nordfyn er jo netop små og mellemstore.

Jeg har et stort ønske til de virksomheder, der ønsker mere erhvervsvenlighed: Kom ud af busken og kontakt os med hvad I har af udfordringer. Så kan I være sikre på at blive taget alvorligt, og at vi vil gøre alt for at hjælpe jer.’’

Det er ikke alle sager der kan løses med det samme. Det gælder for eksempel ansøgningssystemet Byg og Miljø. Det kan for mange være rigtig bøvlet, men det er ikke et kommunalt system, men et landsdækkende system som Nordfyns Kommune ikke er herre over.

Men råd og vejledning er der i hvert fald god adgang til. Jeg vil også gerne understrege hvor vigtigt det er, at kommunen får indblik i hvad det er virksomhederne slås med. På den måde kan vi hjælpe med at skabe løsninger.”

Kontakt

Task Force Erhverv