På Nordfyns Erhverv og Turismes generalforsamling skal Årets iværksætter 2022 kåres. Det er de fremmødte medlemmer, der vælger hvem der skal kåres, og det foregår på selve generalforsamlingen. Så endnu en god grund til at møde op.
Ejerne selv fortæller om deres virksomheder herunder.
Den Frie Digitale Skole
Den Frie Digitale Skole ejes og drives af Anni Pilegård Christiansen.
Den Frie Digitale Skole er en skole for børn og unge, der af forskellige årsager ikke kan indgå i undervisningen på en normal skole, i alt fald for en periode.
”Jeg får typisk en henvendelse fra en skoleleder eller af forældre til eleven. Ca. 70% af henvendelserne kommer fra kommuner, og de sidste 30% kommer fra private kunder. Børnene har ofte gået hjemme uden undervisning og har ikke rigtigt haft indhold i deres liv, måske på grund af forskellige diagnoser. De bliver undervist i normale skolefag, der svarer til deres klassetrin, og det er både individuelt og på hold med max seks elever. Børnene får også tilbud om at være med i vores forskellige klubber og værksteder. På den måde kan de få et mere socialt element ind i deres hverdag, og det er mange af dem glade for.”
Der er lige nu 273 elever i skolen, og de bliver undervist af ca. 50 undervisere, der har forskelligt timetal alt efter behov.
Skolen blev startet op i efteråret 2019 og har formået at fordoble omsætningen år efter år. Det er en meget voldsom vækst.
”Jeg forventer fortsat vækst, for der er et stort behov for den type undervisning. Skolen er for nyligt gået ind på det norske marked, hvor der også er et stort behov.”
Se mere på denfriedigitaleskole.dk
Nature Works
Ann Berit Frostholm ejer og driver virksomheden Nature Works. Hun er uddannet cand.techn.soc., med speciale i natur- og landskabsplanlægning og naturforvaltning.
Nature Works er en solo konsulentvirksomhed, der primært beskæftiger sig med rådgivning i forbindelse med den grønne omstilling. Det er andre virksomheder, skoler, daginstitutioner, kommuner, foreninger og organisationer, der søger rådgivning hos Nature Works.
”Det handler om en omstilling, der sætter biodiversiteten i højsædet, men også i høj grad hvordan man kobler naturen sammen med trivslen blandt medarbejderne i virksomhederne. Jeg arbejder meget tæt sammen med de virksomheder eller organisationer jeg rådgiver, da de små og mellemstore virksomheder ikke selv har denne kapacitet in house. Hvad naturen kan gøre for folks mentale sundhed er også et efterspurgt område. Så biodiversiteten og medarbejdernes trivsel hænger nøje sammen.”
Forretningsmæssigt går det rigtig godt, og kundetilstrømningen er stigende, i takt med at interessen for den grønne omstilling er stigende.
Blandt de større kunder er Fjernvarme Fyn, DLG Agro i Fredericia, Red Barnet og tolv danske kommuner.
Se mere på nature-works.dk
Nu da de har præsenteret sig, har I på forhånd en mulighed for ar vurdere deres kapacitet til at blive fejret som Årets iværksætter på Nordfyn for året 2022.
Seneste kommentarer