Når nyt design ikke bare skal se smart ud, men også virke og være funktionelt, hvad kræver det så? Et bud kunne være en designingeniør.

En designingeniør er mester i at kombinere det smarte design med den ypperste teknik og funktionalitet. Og en sådan er Andrew J. Coleman, der bor i Morud. Fra samme adresse i Morud ejer og driver han virksomheden AJC Design Engineering.

Andrew startede virksomheden i 2009 og arbejder med 3D konstruktioner og produktudvikling. Han har blandt andet udviklet forskellige kaffemaskiner af de lidt større til brug i virksomheder, cafeteriaer og andre steder med en stor gruppe mennesker.

Andrew tegner og udvikler mange forskellige produkter. Et andet eksempel er skraldespande til Odense Kommune. Ikke bare en skraldespand, men et helt system med vakuumudsugning, der fører affaldet væk med det samme.

Der findes utallige andre eksempler på hvad Andrew har haft fingrene i, men han beskriver det hele med ideer:

Typisk kommer kunderne ind ad døren med en ide til noget, der ikke findes. Det kan være en skitse, det kan være en tanke og det kan også være noget der eksisterer, men kræver en udvikling eller en forfining. Der er også kunder der kommer med flyvske ideer, der i udgangspunktet først skal konceptudvikles, altså luftige ideer der på et tidspunkt skal munde ud i fysiske produkter.”

Her kommer designingeniøren ind i billedet. Han eller hun kombinerer funktionalitet, design, smartness og i disse tider ikke mindst, at produktet har en tydelig grøn profil.

ajc design

Som navnet måske antyder, har Andrew engelske rødder. Han er født og opvokset i Birmingham, og det var også her, han mødte sin kommende danske hustru.

De tog til Danmark i 2001 for at skabe en karriere på disse breddegrader. I Birmingham arbejdede Andrew for danske Wittenborg, og der startede hans løbebane, både arbejdsmæssigt og privat. Det var nemlig på Wittenborg i Birmingham, han mødte sin kommende hustru.

Andrew har en lang karriere bag sig i jobs med fokus på tegning og udvikling af mekanisk design, inden det blev til en selvstændig virksomhed.

Det er ikke mange penge, AJC Design Engineering bruger på markedsføring. Stort set kr. 0,-.

Salgsarbejdet klarer kunderne selv, da det i næsten alle tilfælde er kunderne der fortæller hinanden om hvad virksomheden kan tilbyde. Og kunde til kunde er vel næsten den bedste anbefaling, man kan få.”

På spørgsmålet, om man kan leve af at være design ingeniør er svaret klart et ’’JA’’, med tilføjelsen om at man ovenikøbet også kan leve godt af det.

Jeg lever og arbejder meget efter devisen ’’keep it simple’’, og det gælder også for fremtiden. Det betyder, at det jeg beskæftiger sig med, og størrelsen på virksomheden, nok vil se ud som det gør nu, også om fem til ti år.”

Læs mere

ajc-design.dk