Nogle virksomheder vil bare være grønne. Ikke bare deres image, men helt reelt. Når beslutninger skal tages, er det altid med tanke på grøn omstilling. Og mange gange går grøn omstilling og bæredygtighed hånd i hånd med en fornuftig økonomi.
Én af de virksomheder på Nordfyn, der virkelig tager den grønne omstilling seriøst, er Søndersø-baserede Compusoft.
Compusoft er en højteknologisk virksomhed, der udvikler både software og hardware teknologi. Det er primært til brug inden for adgangskontrol, billettering, booking og administration, betalingsløsninger, forbrugsmålinger og meget andet.
Compusofts kundeportefølje er funderet i hele Skandinavien samt i Europa, primært Tyskland, Østrig og Schweiz.
Ejer og administrerende direktør Thomas Traberg Larsen fortæller, at de udover at sælge hardware og software også har en hosting-enhed for deres kunder. Det betyder, at langt størstedelen af kunderne i dag vælger at lade Compusoft huse deres servere, i stedet for at leje disse faciliteter ude i byen.
”Allerede fra start, da det blev en del af forretningen, begyndte vi at tænke grønt. Klimatilpasning og grøn omstilling ligger mig meget på sinde. Servere er jo nogle strømslugere, og her kunne jeg se behovet for en alternativ måde at skaffe strøm på. Det handler ikke om det at pudse glorien og samtidig have samvittigheden på plads. Med et sådant strømforbrug er det utrolig vigtigt at tænke på, hvad det er man udleder i atmosfæren af CO2. Desuden er det tanken om at være selvforsynende, der pirrer mig.”
Samtidig sender virksomheden også et signal til deres kunder og det omgivende samfund omkring det fornuftige i at udlede mindre eller ingen CO2.
Compusoft har nemlig investeret i et helt nyt solcelleanlæg. Cellerne er monteret på taget af virksomhedens store haller, og der bliver også monteret solceller på taget af en stor nybygning, der er ved at blive opført. Det betyder, at Compusoft bliver mere end selvforsynende med strøm og kan supplere på nettet i dagtimerne.
Med hensyn til lagring af strøm, er Thomas lidt forbeholden. Det er et spørgsmål om hvor miljøskadeligt det er at producere batterier med den kendte teknologi. Derfor er det indtil videre bedst at forbruge strøm, mens den produceres. Dog er der en lille back-up fra en batteribank.
”I mange af de timer hvor der overproduceres strøm, ville det være dejligt om man politisk ville gøre det mere attraktivt for en virksomhed som Compusoft at levere strøm til el-nettet. Det ville klæde dem på Christiansborg at udmønte en politik, der understøtter deres snak om hele den grønne omstilling og lade handling følge ord. Man får nemlig ikke noget for den strøm man leverer til nettet.”
Det havde jo ellers hjulpet lidt i forhold til den meget store investering der skal til for så stort et solcelleanlæg.
Thomas fortæller, at det faktisk er længe siden han begyndte at tænke på hvordan hans virksomhed kunne blive mere grøn. Og jo mere tid der er gået, jo mere bliver han grebet af denne omstilling:
”Efterhånden bliver alle nødt til at tænke grønt, og det gælder både private og virksomhederne. Udover det ville det også være godt, hvis Nordfyns Kommune også tænker grønt og for eksempel sørger for en infrastruktur, der inkluderer ladestandere rundt om i Nordfyns Kommune. Vi kan ikke blive ved med at sende mere og mere CO2 ud i atmosfæren, til stor skade for os, men i endnu højere grad for vores efterkommere.”
Han tænker nu på at købe en el-bil når den nuværende skal skiftes. Så kan han jo levere ’’brændstof’’ til sit eget køretøj. På sigt vil Thomas være 100% selvforsynende og investere det nødvendige for at opnå det mål. Og her er Nordfyns Kommune jo snart verdensberømt ud i det at være erhvervsvenlig med en hurtig byggesagsbehandling, tilføjer han.
Seneste kommentarer