Hvad skal vi leve af i fremtiden? Det gav fremtidsforsker Jesper Bo Jensen et frisk bud på til torsdagens møde i Netværk Nordfyn.
Mødet foregik i de flotte nyrenoverede lokaler i Særslev Gamle Mejeri, hvor ejeren Søren kort fortalte om arbejdet med at få skabt det Gamle Mejeri om til café og selskabslokaler – gjort med hårdt arbejde og masser af passion for projektet.
Jesper Bo Jensen fortalte om megatrends og erhvervsudvikling, og der er klare tendenser:
Større privatforbrug
Vores privatforbrug er 62 gange så stort som i 1844, og det tager ca. 27 år at få en fordobling af privatforbrug, det vil sige at hver generation får en fordobling og forventer en fordobling.
Flere penge
Det betyder også, at vi skal være gode til at tjene penge. I Danmark har vi ikke statsgæld til udlandet, og vi har en god eksport til udlandet. Samtidig vokser middelklassen i hele verden kraftigt, og det kommer kun til at fortsætte – og det betyder stigende forbrug.
Så det går godt, og der er masser af muligheder for at tjene penge i de kommende år.
Mangel på arbejdskraft
Samtidig begynder de store årgange at gå på pension, og de små årgange i 1980’erne betyder naturligvis også små årgange af børn nu. Derfor ser Jesper Bo Jensen et stort problem på arbejdsmarkedet, der kun vil vokse, nemlig mangel på arbejdskraft.
Fokus på de ældre medarbejdere, unge faglærte og mange flere robotter
Så det gælder om at holde fast på medarbejderne – og så gælder det om at automatisere så meget som muligt. Rutinejobs forsvinder, for de kan klares af robotter. Til gengæld bliver der et stort behov for faglærte, så det er nu, det er vigtigt at få de gode lærlinge.
Danskerne flytter på landet
Her på Nordfyn kom der ikke mange nye indbyggere under finanskrisen – men der er allerede kommet mange nye indbyggere, og det tal vil kun stige, forudser Jesper Bo Jensen. Folk vil gerne bo steder, hvor der er ro, fred, skøn natur og frisk luft – så her er Nordfyn perfekt. Det ville dog hjælpe med tilflytning at få en motorvej helt hertil…
Turisterne kan også lide at tage på landet
Det samme gælder for turisterne: I fremtiden vil de kun være endnu mere tiltrukket af ro, fred, skøn natur og så den luksus, at Nordfyn er et trygt sted. Til gengæld skal man også sørge for at kunne tilbyde turisterne noget vildt…
Skal vi være bange for en ny finanskrise?
Lige nu er der meget debat om en kommende finanskrise. Jesper Bo Jensen er ikke så bange:
“Den store finanskrise har renset ud i meget af det, der skulle renses ud i, og den ny krise, der allerede er gået lidt i gang, vil snarere være et mindre dyk, der vil rydde ud i de værste virksomheder – ligesom IT-boblens brist i år 2000.”
Sats på automatisering
Jesper Bo Jensen sluttede med at understrege, at vi skal satse meget mere på teknologi for at give højere produktivitet, afhjælpe mangel på arbejdskraft og skabe mere rigdom – det er vejen frem for dansk og nordfynsk erhvervsliv.
Netværk Nordfyn
Har du lyst til at være med til spændende foredrag og lære de andre virksomhedsledere på Nordfyn bedre at kende? Kontakt salgschef Jette Kærgaard på 4043 4885 eller jek@neet.dk og få mere at vide.
Seneste kommentarer