I et stærkt samarbejde med Morud Idrætsforening og Ballonklub Fyn er det lykkedes at tiltrække DM i ballonflyvning 2021 til Nordfyn. Et DM der afvikles i uge 32, hvor ballonerne, afhængig af vinden, forventes at kunne ses fra det meste af Nordfyn.
Morud fylder 600 år i 2021 og i den anledning arrangerer Morud Lokalråd sammen med de lokale foreninger en stor buket af spændende aktiviteter. Som én af de mange aktiviteter præsenteres DM i luftballon, der markedsføres under DreamBalloon Cup 2021.
”Vi er bare megaglade for at det er lykkedes, at kunne kombinere Moruds runde fødselsdag med et så attraktivt DM, som DreamBalloon Cup. Da Preben Jensen fra Morud Lokalråd fødte ideen, var vi klar. Det passer som fod i hose til Nordfyns Kommunes nye brandingstrategi Fri.Luft.Liv. og hvis Danmark stadig er corona-ramt på det tidspunkt, så er arrangementet samtidigt knapt så corona-påvirkeligt som andre aktiviteter”, lyder det fra direktør Per Olesen, Nordfyns Erhverv og Turisme.
Også på borgmesterkontoret vakte tildelingen glæde:
”Nogle vil jo nok påstå, at varm luft er forbeholdt politikere”, lyder det med et glimt i øjet fra borgmester Morten Andersen, men fortsætter: ”Men jeg er glad for at det er lykkedes at tiltrække endnu en spændende begivenhed til Nordfyn. Jeg tænker, at det vil blive et fantastisk syn at se alle de store balloner flyve rundt over Nordfyns smukke natur.”
Og ballonerne ER store. Den forsvarende danmarksmester Christoffer Mundt er ballonskipper i en ballon på næsten 2.200 kubikmeter og som er omkring 20 meter høj.
Det er et fantastisk syn, når 15-20 så store balloner samtidigt stiger til vejrs.
”Det er en meget vejr-afhængig sport, så vi vil kunne opleve, at enkelte af flyvningerne aflyses. Det kræver de rette vind- og temperaturforhold”, fortæller formanden for Ballonklub Fyn Line Visby Hansen, der samtidig glæder sig: ”Vi har allerede et godt samarbejde med Nordfyns Erhverv og Turisme, og vi glæder os til, sammen med dem, at sætte kulør på Moruds fødselsdag.”
DreamBalloon Cup 2021 afholdes fra den 10. august til den 14. august 2021 med Ditlevsdal Bisonfarm som stævnecentrum, men de kæmpestore luftballoner vil starte og lande rundt på Nordfyn, helt afhængig af dagens vind og vejr.
Spørgsmål kan rettes til:
Direktør Per Olesen, Nordfyns Erhverv og Turisme, tlf. 40270913
Formand for Ballonklub Fyn Line Visby Hansen, tlf. 5354 2703
Seneste kommentarer