Onsdag aften holdt Nordfyns Kommune det årlige møde med Nordfyns håndværkervirksomheder.
Borgmester Morten Andersen var glad for, at det har udviklet sig til en fast tradition og at omkring 60 håndværksmestre var mødt op – og så kunne han jo også lige nævne DI’s erhvervsklima-undersøgelse, hvor Nordfyns Kommune er bedst på Fyn for tredje år i træk.
Kommunaldirektør Morten V. Pedersen gennemgik kommunens anlægsbudget og gav alle de fremmødte virksomheder et konkret indblik i, hvad kommunen vil udbyde af opgaver i den kommende periode.
Morten fremhævede at det var en lidt snæver udgiftsramme med baggrund i kommunernes aftale med staten. Der er dog tale om væsentlige anlægsinvesteringer i de kommende år, og budgettet ser således ud:
2023: kr. 66.340.000.- plus kr. 47.000.000,- som overføres fra 2022.
2024: kr. 87.290.000,-.
2025: kr. 75.000.000,-
2026: kr. 75.000.000,-
David Owe var den næste, der trådte ind på scenen. En multikunstner der kan sætte mange ting på sit CV: Skuespiller, stuntman, psykolog, foredragsholder og meget andet.
Han fortalte bl.a. om, hvordan man kan sende endog meget kraftige signaler via sit kropssprog og hvordan det kan blive modtaget af både kunder og medarbejdere. Han viste øvelser i vejrtrækningsteknikker, der simpelthen kan styrke både selvværd og fysisk velvære. Der var også rollespil, hvor der blev slået på tæven, men også viste hvordan konflikter kan løses med et enkelt smil.
Et godt råd fra David Owe: Føler du dig stresset, ja så tag nogle kolde brusebade eller bliv vinterbader! Det hjælper.
Gert Mortensen fra Energi Fyn fortalte om nogle af de dokumentationskrav, der kommer til at være gældende i forbindelse med de nye bygningsreglementer. Der bliver mere fokus på byggematerialer og ikke kun på udledning af drivhusgasser. Det er en del af de tiltag, der skal være med til at reducere Danmarks CO2-udledning med 70%.
Driftschef Louise Rasmussen slog på vigtigheden af et godt samarbejde mellem de forskellige entreprenører og Nordfyns Kommune. Det skal ske gennem hele processen, sådan at alle er tilfredse når entreprisen står færdig. Hun fortalte også, at der er nye krav til virksomheder der arbejder for kommunen. Det er vedtaget på grund af den grønne omstilling, som Nordfyns Kommune er igennem med målet om at være CO2-neutral senest i 2030.
Sidst understregede Louise vigtigheden af, at virksomhederne læser Nordfyns Kommunes Erhvervsinfo, da det er her, der er gode informationer til de nordfynske virksomheder.
Virksomhedernes mulighed for at komme af med deres erhvervsaffald på de nordfynske genbrugspladser har været til debat flere gange. Direktør Henrik Boesen fortalte, at den gamle ordning var svær at administrere og derfor var uhensigtsmæssig for både virksomhederne og kommunen.
Den nye ordning er et ’’Pay by Plate’’ system, hvor nummerpladen bliver aflæst ved indkørsel på genbrugspladsen, og hvor det CVR-nummer bilen tilhører, automatisk bliver opkrævet kr. 150,- pr. gang den besøger pladsen. Er det farligt affald der leveres, er prisen kr. 300,- pr. gang.
Et meget enkelt og nemt system for både brugere og for kommunens folk.
Morten Andersen afsluttede med tak til alle for den gode dialog, der hersker mellem virksomhederne og Nordfyns Kommune.
Til sidst en opfordring om at sørge for, at I står på Nordfyns Kommunes håndværkerliste. Det er fra den liste kommunen finder de virksomheder, der kan komme på tale til at udføre de forskellige arbejder der skal udføres.
Kontakt driftschef Louise Rasmussen, hvis I gerne vil på listen.
Seneste kommentarer