Hvordan laver man et butikscheck, når man er Palle Kjær?
Ja, man starter i den ene ende og slutter i den anden.
I denne tid har Nordfyns Erhverv og Turisme stort fokus på detailhandelen. Rigtig mange tiltag bliver gjort, både som direkte og indirekte støtte til butikkerne.
Den indirekte del handler om at skaffe mennesker udefra til at besøge Nordfyn, og dermed få flere kunder i butikkerne. Den direkte del har fokus på salget i butikkerne og har flere facetter. Der har kørt og kører stadig en kursusrække med titlen: ’’Salg for ikke sælgere’’, og lige nu er Palle Kjær så i gang med minutiøst at gennemgå hver enkelt butik med henblik på at optimere salget.
Den udsendte har været med Palle på to butiksbesøg.
Det første var i en nyåbnet butik i Otterup, der sælger sports- og modetøj, der læner sig lidt op ad fitnessgenren. Navnet er Supercharged Sportswear, og det er Ivan Sprehn, der langer det lækre tøj over disken.
Palle går systematisk til værks og kommer i alle kroge af butikken, imens han flittigt noterer. Der er også en gennemgang af facaden, og det hele ender med en feedback til Ivan. Derefter bliver der snakket frem og tilbage om, hvilke ting der skal ændres eller implementeres.
”Jeg er rigtig glad for besøget, der åbner op for ting, jeg ikke lige havde tænkt på selv”, siger Ivan.
Efterfølgende var det butik Askepot, ligeledes i Otterup, der stod for tur.
”Det er noget anderledes at salgstjekke en butik hvor indehaveren har haft butikken i 20 år, end den forrige butik, som var helt nyindrettet”, fortæller Palle.
Det er Bente Rasmussen, der ejer Askepot, og hun glædede sig til at få Palle på besøg. Hun var godt klar over, at det var en god ide at få set på butikken med friske øjne.
Som Palle Kjær siger: ’’Man kan blive blind i egen butik’’, og det medgiver Bente, at det nok er sket for hende. Så der blev givet masser af gode råd, og de blev taget godt imod.
Når Palle er ude i de mange butikker, ligger det ham meget på sinde, at det er de lavthængende frugter der skal gås efter, og ikke store dyre forkromede løsninger.
I skrivende stund er der lavet aftale med ca. 35 nordfynske butikker om et besøg. Ambitionen er at få en aftale med alle ca. 50 butikker.
Forhåbentlig vil alle disse tiltag øge omsætningen i de nordfynske butikker til glæde for alle os nordfynboer.
Har du lyst til at høre mere om et gratis check af din butik? Kontakt erhvervskonsulent Martin Hjorth på tlf. 6119 1599/ martin@neet.dk eller erhvervskonsulent Ove Syberg på tlf. 2117 2101/ os@neet.dk
Seneste kommentarer