Tirsdag, den 21. januar drog 40 erhvervsfolk i Kæmpes bus mod København og Malmø.

Efter opsamling i Bogense, Særslev, Søndersø og på Enemærket og “on-board-breakfast” var første besøg hos Mikkelsen Electronics i Farum.

Generationsskifte og gazelle

Virksomheden, der leverer kabler og elektroniske komponenter, herunder bl.a. til forsvaret, gav et spændende indblik i udfordringerne omkring generationsskifte. De to søstre, der nu er eneejere af virksomheden, fortalte om overvejelser og bekymringer om virksomhedens drift, da deres far døde uventet. Dette udmøntede sig i en professionel bestyrelse, der løbende bliver udskiftet efter behovet for kompetencer i virksomheden.

For at fastholde konkurrenceevne har Mikkelsen Electronics, efter råd fra Dansk Industri, etableret produktionsfaciliteter i Serbien. Virksomheden, der iøvrigt blev kåret som gazelle-virksomhed i 2019, øgede trods udliciteringen beskæftigelsen i Danmark og beskæftiger nu ca. 130 personer.

Der netværkes i bussen

De to søstre fortæller om Mikkelsen Electronics

Sikkerhedssluser ved indgangen

Selvom deltagerkredsen bestod af godmodige og behagelige Nordfynboere, så bød virksomhedsbesøget efter frokost på sikkerhedssluser ved indgangen. Særligt den kvindelige del spærrede øjnene op efter at være kommet gennem slusen. Besøget hos guldsmed Svart bød nemlig på “diamonds for millions.”

Utroligt dedikeret personale fremviste virksomhedens kvaliteter, og selvom produkterne befinder sig i den absolutte high-end, så sælger produkterne sig på samme måde som eksempelvis sko, tasker og lignende, nemlig via mund til-mund, Instagram, sociale medier og gode forhandlere.

Frokosten nydes på Address i Tuborg Havn

Produktpræsentation

Ja, 1,5 mio. kroner til venstre og 6,2 mio. kroner til højre…

Fantastiske produkter, der er et studie værd

Massiv udvikling

Op gennem 80’erne var København tæt på et økonomisk kollaps. Her i starten af 20’erne er udviklingskraften massiv i og omkring København. Jørn Madsen, mangeårig bygningsingeniør, gav et indblik i den bæredygtige udvikling på Nordhavnen. 3 kvadratkilometer, på størrelse med Bogense, skal på sigt skabe 40.000 beboere og 40.000 arbejdspladser.

Portland Towers i Nordhavn

Akkuratesse kræver fokus

Netværk og kontakter på tværs

Afslutningsvist var der lagt op til en fed håndboldkamp med en af storfavoritterne til EM-titlen.
Danmark var som bekendt ikke i stand til at opfylde forventningerne, og i stedet havde vi fornøjelsen af det nordiske opgør Norge-Island.

Deltagerne var meget tilfredse:

Jacob Christoffersen, advokat med møderet for landsretten:

“Det har været hyggeligt samvær med masser af netværk. Jeg havde naturligvis håbet på at Danmark skulle spille, men heldigvis har det været gode og spændende virksomheder vi har besøgt, og så var det en fantastisk frokost!”

Niels Møller, ejer af Autoteknik i Særslev:

“Det har været en perfekt tur – godt at møde folk på tværs og skabe kontakter.”