340 deltagere. Så mange mødte op til årets generalforsamling i Nordfyns Erhverv og Turisme (NEET) – en flot rekord.
I år var House Nordic vært, og vi begyndte i deres showroom med en minimesse, hvor gæsterne kunne opleve House Nordics stilrene møbler, smage på Christian Stadils eksklusive champagne Stadil et Stadil og møde NEET’s medarbejdere – og ikke mindst var der tid til at hilse på de andre deltagere og networke.
Samtidig var der god mulighed for at hilse på de tre iværksættere, der var nomineret til prisen som Årets iværksætter og hver havde en stand på minimessen: AJ Stål og Design, Cafe Rosengård og Risbæk Architecture & Interior Design.
Selve generalforsamlingen fandt sted i House Nordics imponerende lagerhal. Martin Jørgensen fra House Nordic indledte med at fortælle om firmaets inspirerende vækstrejse, der har gjort møbelfirmaet til ægte nordfynsk succeshistorie – og det er værd at nævne, at House Nordic vandt prisen som Årets iværksætter 2017 og Årets virksomhed 2019.
Status på Nordfyns erhvervsliv
Formand Henrik Fagerberg aflagde beretning og gav indblik i, hvordan Nordfyn udvikler sig:
- Turismen betyder meget for Nordfyn, og stigende overnatningstal viser at Nordfyn trækker endnu flere gæster til området.
- Erhvervsnetværket vokser: Netværk Nordfyn har nu 32 medlemmer, og det er blevet en vigtig platform for sparring og samarbejde.
- Detailhandel er i den grad kommet i fokus: BID-projekterne i Otterup og Bogense skaber nyt liv i handelsbyerne, og der er masser af potentiale.
- Succesfulde events: Rosenfestivalen var igen en succes og var den bedst afviklede nogensinde. Flight Fantastic på HCA Airport samlede i sit første år mere end 6000 deltagere. Og i maj i år venter nye oplevelser som SPROGENSE og Mini Skills.
Og så er der god mulighed for at give input til erhvervsudviklingen, for NEET er i gang med en undersøgelse blandt medlemmerne for at få et klart billede af, hvad der rører sig i erhvervslivet lige nu. Hvad fungerer? Hvor er udfordringerne? Hvordan kan vi sammen styrke Nordfyns virksomheder endnu mere?
Fredsvalg
Årets regnskab blev fremlagt af direktør Per Olesen og godkendt uden bemærkninger, og forslag om forhøjelse af kontingent blev også godkendt uden bemærkninger af generalforsamlingen.
Bestyrelsens forslag om ændring i vedtægterne, så der kan være op til 3 næstformænd, blev vedtaget af generalforsamlingen.
Bestyrelsesmedlemmerne Henrik Fagerberg, Jimmy Rasmussen, Dorthe Møller og Svend Erik Errebo var på valg og blev alle genvalgt ved fredsvalg. De to suppleanter Kent Nicolaisen og Thomas Traberg-Larsen blev også genvalgt.
Milepæl
Henrik Fagerberg mindede om en særlig milepæl: NEET fylder 10 år næste måned. Det har været 10 gode år i samarbejde med Nordfyns Kommune, det nordfynske erhvervsliv og både lokale og turister på Nordfyn. Ambitionen er at fortsætte det gode samarbejde.
På generalforsamlingen blev Nordfyns virksomheder hyldet med 4 priser.
Håndboldlandsholdstræner Nikolaj Jacobsen fik stor applaus for sit oplæg.
➡ Hvordan skaber man verdensklasse? Læs Nikolaj Jacobsens bud på det her
Seneste kommentarer