Den nordfynske Rosenfestival, der afholdes den første weekend i august hvert år i Bogense, bare vokser og vokser. Den er nu den suverænt største event der foregår på Nordfyn, og det ser ikke ud til at vokseværket vil stoppe. Festivalen er blevet et brand, og der kommer gæster fra alle egne af Danmark for at besøge Bogense i den augustweekend.

Jette Kærgaard fra Nordfyns Erhverv og Turisme er leder af Rosenfestivalen.

”Aflysningen af Rosenfestivalen i 2020 var et kæmpe slag i ansigtet på alle involverede. Det hele var jo klart og på plads. Ud over os der havde arbejdet med festivalen det meste af året, var det jo også en grim besked at få for alle de mange frivillige der var med i den store proces. Så efter Mette Frederiksens udmelding om nedlukningen var der da lidt søvnløshed og ærgrelse på programmet.”

Noget skulle der dog ske, mente kredsen omkring Rosenfestivalen, så det blev besluttet at lave nogle alternative arrangementer i to weekender med kunstudstilling og andre aktiviteter, alt sammen med økonomisk hjælp fra det nordfynske erhvervsliv. Arrangementerne fik det sigende navn ’’Roser, kunst, handel og hygge’’.

Men, men, men. Nu er det jo 2021 og COVID-19-pandemien er på retur, så det åbner jo igen muligheden for at afholde en ’’normal’’ Rosenfestival.

Og, siger Jette:

”Vi er nok så klar, som man kan være på nuværende tidspunkt, med tanke på at festivalen jo løber af stablen i overmorgen. Rosenfestivalen i år ligner meget det set-up vi plejer at have. Der er dog ikke noget fødevaremarked eller bymidtemarked i år. Men der bliver ikke sparet på indslag – og slet ikke på roserne.”

Masser af rosenskulpturer vil præge bybilledet i Bogense, og sædvanen tro vil en ny rose også blive navngivet. Det er i år komtesserne af Rosenborg, der vil stå for denne dåb. Temaet for rosendekorationerne rundt i byen er ’’Danmark rundt’’, og det vil tydeligt fremgå, når man spadserer rundt i Bogense og studere de flotte opsætninger. Man vil også kunne se kunstudstillinger, udstilling med rosenbord på Rådhuset og et hav af andre flotte ting.

rosenfestival frivillige

De er fantastiske

”Der ligger et kæmpestort logistisk arbejde bag det hele. Der er så mange detaljer og lavpraktiske ting, der bare skal spille med så mange aktiviteter og mennesker, der er involveret. De frivillige er er uundværlige i hele dette store set-up, og de bakker så fuldstændigt op om Rosenfestivalen, selvom deres arbejde sidste år var mere eller mindre spildt. De har savnet fællesskabet, sammenholdet og det at se det hele bare spille. De er fantastiske.”

Hun siger også, at Rosenfestivalen nu er blevet så stor, at det faktisk er blevet et fuldtidsjob at sammenholde alle funktioner, udvikle og holde på de mange relationer. Og det var heller ikke gået uden de mange frivillige, men så sandelig heller ikke uden hjælp fra hendes kolleger i Nordfyns Erhverv og turisme.

”Det værste ved at være ansvarlig for festivalen er tanken på, om der nu er noget man har glemt i den skov af opgaver, der er. Der er tusindvis af detaljer, der hver for sig er lige vigtige i den store sammenhæng.”

Selv om det er et kæmpe arbejde, glæder alle sig til at det hele løber af stablen her den 7. og 8. august.

”Jeg tror, at alle er lige spændte hvert år, når der er Rosenfestival. Det er med kriller i maven og tanken på om det nu går godt, og om der kommer lige så mange mennesker, som der har været de foregående år. Rosenfestivalen vil udvikle sig hvert år, men i et tempo hvor alle kan være med. Festivalens dna vil være intakt, men den vil udvikle sig stille og roligt med nye ideer, der pibler frem blandt det, som alle kender og forventer.”

God fornøjelse til alle, der møder op til denne superflotte festival.

Læs mere

rosenfestival.dk