Torsdag den 5. marts 2020 afholder Nordfyns Erhverv og Turisme igen generalforsamling. Som vanligt er det på Nordfyns Gymnasium i Søndersø med start kl. 17.30.
Det er denne dag på året, hvor der virkelig er mulighed for at netværke i den helt store stil. Det er også her man kan høre meget mere om hvad der er foregået i erhvervslivet det sidste års tid, fremlagt af Nordfyns Erhverv og Turismes formand Jimmy Rasmussen.
Fotograf: Steen Brogaard
Oplev Tommy Ahlers
Den eksterne indlægsholder er den i dag forhenværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers. Tommy har en lang og spændende karriere bag sig, men også fuld fart på ud i fremtiden.
Selv om Tommy er vokset op i Sønderjylland, er det ikke den jyske beskedenhed, han er kendt for.
Han er serieiværksætter med en fortid som cand.jur. og konsulent i det verdensomspændende konsulenthus McKinsey. Administrerende direktør var han i virksomheden ZYB, som han startede sammen med to iværksættere fra København. Det blev senere solgt til Vodafone for et anseligt beløb. Han har været med i Konservativ Ungdom i de unge år og dermed været politisk engageret ved siden af sin erhvervskarriere i rigtig mange år. Politisk er han i dag erhvervsordfører for Venstre, efter han blev valgt ind i Folketinget for Venstre ved valget tidligere i år.
Mange kender ham nok bedst gennem hans medvirken i tv-programmet ’’Løvens Hule’’, hvor han var én af fem ’’Løver’’, der bedømte håbefulde iværksætteres projekter.
Fotograf Ove Syberg
Årets priser og bestyrelsesvalg
Ved Nordfyns Erhverv og Turismes generalforsamling er der også fire kåringer. Nordfyns Kommune kårer årets sociale og rummelige virksomhed samt årets miljøpris. Nordfyns Erhverv og Turisme kårer årets iværksætter og årets virksomhed.
Bestyrelsessammensætningen afgøres på generalforsamlingen, og den er stærkt medvirkende til at udstikke den strategi og den linje, NEET skal udvikles efter for bedst at understøtte det nordfynske erhvervsliv og turisme.
Sædvanen tro vil der også være lækker mad, samt forskellige ting til at læske ganen med.
Så jo, sæt allerede kryds i kalenderen nu.
Der vil senere blive udsendt en officiel indbydelse med et link til tilmelding.
Seneste kommentarer