Der er ikke noget galt med Maltgørervej i Søndersø. Nærmere tværtimod. Godt sted for en erhvervsvirksomhed. Tæt på hovedvejen til Odense og kun godt 10 minutters kørsel fra motorvejen.
Men alligevel er det svært at forvente, at der her ligger en virksomhed med ansatte i Ukraine og med direkte eksport til mere end 50 lande verden over. Men det gør der, nemlig virksomheden Supertech Agroline ApS.
Den succesfulde virksomhed, der blev stiftet for 25 år siden, lever af at udvikle overvågningssystemer til kornsiloer, således at den kornkvalitet der kommer ind i siloerne, også er den der kommer ud. Det sker via overvågning af blandt andet temperaturer, fugtighed, CO2 og meget, meget mere. Det fungerer via cloud-løsning der gør, at landmanden kan sidde på kontoret, følge udviklingen og sikre kvaliteten.
Når man er ikke-landmand som denne skribent, så kan man godt finde på at spørge om ikke bare landmanden kan gå ud og lave lidt målinger i siloerne? Svaret lyder, at det er lidt svært, når man f.eks. ser på virksomhedens største leverance til dato, nemlig måleudstyr til 288 siloer, 24-28 meter høje og 5,5 meter i diameter – touché!
Et supersmart dash-board giver totaloverblikket, uagtet om man har 1 silo eller de 288. Det er muligt at følge udviklingen i den enkelte silo, og dash-boardet giver også straks reaktion, hvis der er nogle steder i siloerne, hvor tingene ikke er, som de skal være. Og da alt er placeret i cloud’en kan man som landmand følge udviklingen, uagtet om man sidder på kontoret, i traktoren eller er til fødselsdag hos fætter Morten.
Indehaver Lars Bo Frederiksen er fortrøstningsfuld for fremtiden:
”Der er fortsat et stort potentiale for os. Udover at vi hjælper til med at bevare kornets kvalitet når det opbevares, så stilles der samtidig stigende krav til sporbarhed, og der kan vi også hjælpe. Hertil kommer, at vi vil øge indsatsen på salg og marketing, og det er vi overbeviste om vil give endnu mere interesse for vores produkter.”
Udover at virksomheden på salgssiden er internationalt fokuseret, så er det også gældende på udviklingsområdet. I Ukraine har virksomheden 2 mand ansat til at produktudvikle, så Supertech Agroline både produktmæssigt og prismæssigt er konkurrencedygtig.
Hvis du fremadrettet støder på navnet Agrolog, så er det også fra Maltgørervej i Søndersø. Det er planen på sigt, at det måske lidt mere mundrette navn skal udfase Supertech Agroline.
”Supertech var navnet på vores første produkt. Derfor har det været naturligt at kalde virksomheden noget med Supertech. Men det er vores plan, at Agrolog er det fremadrettede brand, men det bliver via en længere overgang tidsmæssigt, så vores kunder ikke bliver forvirrede”, lyder det fra Lars Bo Frederiksen.
Supertech Agroline, der i øvrigt kan bryste sig af primært at bruge danske (og nordfynske) underleverandører, er på vej til at blive et familieforetagende. Lars Bo Frederiksens søn Jeppe er blevet ansat i firmaet – som udviklingsansvarlig. Efter 16 år i København og en uddannelse som civilingeniør kommer Jeppe ”hjem” med en god uddannelse og nye ideer til den fremtidige udvikling.
Så mon ikke der også er sket en fremtidssikring af den internationale virksomhed på Maltgørervej i Søndersø.
Seneste kommentarer