Det synes at være et mantra for Brian Rasmus Hansen, der er majoritetsejer af BKT Krom og Slib i Søndersø.

Virksomheden er i fremgang og fungerer som underleverandør til mange forskellige virksomheder, der arbejder med stålcylindre i forskellige afskygninger.

Som lægperson vil man kende BKT’s produkter, når man i gadebilledet ser gravemaskiner eller andet maskineri, der har hydrauliske stempler med det iøjnefaldende blanke krom.

Det er Brians virksomhed, der forarbejder og finpudser disse stempler ned til de ypperste mål, så kunden aldrig er i tvivl om at alt passer 100%, når det kommer fra BKT Krom og Slib.

Brian startede op i 2014 med nogle manuelle slibemaskiner, og der var kun ham selv i produktionen. Nu er der ansat en maskinarbejder, og der er en til på vej. Maskinparken er også øget markant med yderligere to CNC-styrede slibemaskiner.

bkt maskine

Desuden er der kommet en præcisionsoptisk målemaskine fra Zeiss ind i porteføljen af topmoderne udstyr.

”Det betyder, at vi både kan producere et større volumen og at vores produkter er i topkvalitet. Og det betyder igen, at rækken af kunder er i en opadgående kurve, og det ser ud til at fortsætte. Vi har også et fuldt udbygget dokumentationssystem, som mange af vores kunder efterspørger.”

Og så tilbage til overskriften. Det handler nemlig om, at man skal gøre det, man er god til. For Brians vedkommende handlede det om, at hans force lå i kontakten med kunderne og selve produktionen. Det administrative, regnskaber og det at føre udviklingen i virksomheden videre, ja det blev der ikke gjort det ved, der burde.

Det kom til at betyde flere ting. For det første blev der hyret folk til at lave regnskaber, fakturere og lave de øvrige administrative ting. Det betød, at Brian fik bedre tid til at gøre det, han er god til og kan lide, nemlig at være ude i produktionen og lave det, hans kunder sætter så stor pris på.

bkt duramax

Det andet der skete var at der blev etableret en professionel bestyrelse. Men inden da havde Brian fået en partner. Det var hans mangeårige ven, der i det daglige lavede virksomhedens regnskaber og sendte dem til revision i et eksternt firma. Han købte 19% af virksomheden og fik dermed ejerskab i mere end én forstand.

”Man skal ikke være bange for at dele både ansvar og økonomi med andre. Det er rart at andre med ejerskab er med ind over, når beslutningerne skal tages.”

Her kommer Brian ind på det med at få etableret en bestyrelse. Hans kompagnon og han selv havde kendt hinanden i over otte år og følte nok, at de var kørt lidt fast. At de ikke rigtigt bidrog med noget, men bare driftede.

De blev så enige om, at der måtte kræfter til udefra for at starte noget udvikling og innovation op, som i deres øjne var nødvendig.

Der blev indsat en lønnet formand, og så var de i gang med bestyrelsesarbejdet.

”Det har betydet at der nu er nogen der stiller krav, men også kommer med forslag til ledelsen i virksomheden, og det er en helt ny hverdag. Blandt andet er der nu ikke noget der hedder ’’sådan har vi jo altid gjort’’ mere. Nu er der nye øjne på hele organisationen, og der bliver nytænkt på en måde, der ikke er set før.”

Blandt andet fremhæver Brian, at bestyrelsen efter de fire måneder, den har eksisteret, har formået at skabe en rød tråd gennem hele virksomheden. Nu er der en bedre sammenhængskraft mellem de forskellige funktioner, og der er styr på at alt bliver gjort. Faktisk var det NEET med Jørgen Bårris i spidsen, der triggede det med at komme i gang med bestyrelsen. Det var nemlig et kursus i Skamby om bestyrelser, der satte det hele i gang.

Brian beretter videre, at det også er gennem Netværk Nordfyn, han via sine kolleger er blevet meget klogere på et sådant bestyrelsesarbejde.

Der skal vækstes nu. Det kommer både til at handle om en større maskinpark, men i høj grad også om flere ansatte. Desuden vil der måske snige sig en robot eller to ind i virksomheden på sigt. Og til spørgsmålet om BKT Krom og Slib fortsat vil være at finde i Søndersø, er svaret klart:

’’Vi vil aldrig forlade Nordfyns Kommune. De har gjort så meget for os, så nu er det pay back time. Det er i særdeleshed Task Force Erhverv, der har gjort det nemt for os at få det hele op at køre’’, siger Brian med eftertryk.

Læs mere

bktkromogslib.dk