Den 2. og 3. maj 2025 omdannes Bogense endnu engang til et levende centrum for sproget, når SPROGENSE inviterer til to dage fyldt med aktiviteter, foredrag og oplevelser.

Festivalen samler sproget i alle dets former – fra dybdegående debatter til legende indslag for hele familien.

SPROGENSE er helt særlig i dansk sammenhæng. Der findes ikke andre festivaler, hvor sproget står så meget i centrum, og hvor både børn, unge og voksne kan mødes på tværs af baggrund og interesse. Festivalen breder sig ud i gaderne, på caféerne, på havnen og ind på de små scener i byen. Der er gratis adgang til langt de fleste oplevelser.

Du kan se alle de mange aktiviteter på sprogense.dk, men vi vil da lige fremhæve enkelte:

En af de store attraktioner igen i år er KLOG på Sprog, som allerede er udsolgt, men som heldigvis sendes direkte fra Nordfyn, så alle kan følge med hjemmefra. Programmet byder på skarpe samtaler om dansk sprog, udvikling og betydning – med kyndige deltagere, der hver især har sproget som hjerteanliggende.

Under festivalen uddeles også Sprogprisen 2025 – en pris, der gives til en person eller organisation, som på en særlig måde har bidraget til sprogets udvikling, forståelse eller formidling. Uddelingen finder sted i festlige rammer og bliver et af højdepunkterne på årets program.

Book billetter til Sprogprisen her

Lørdag aften venter en oplevelse ud over det sædvanlige, når skuespiller og musiker Morten Hemmingsen gæster Bogense sammen med forfatter og historiker Simon Kratholm Ankjærgaard. Sammen opfører de en foredragsforestilling, der med sange, fortællinger og stærke historiske skildringer sætter fokus på kunstens og sprogets rolle under Danmarks besættelse. Publikum får mulighed for at opleve en fortælling, der forbinder historie, musik og sprog på en nærværende og tankevækkende måde.

Book billetter til Bundet på mund og hånd her

SPROGENSE 2025 inviterer både til fordybelse, samvær og nye oplevelser. Festivalen er en mulighed for både erhvervsledere, børnefamilier, studerende og alle andre sproginteresserede for at opleve, hvordan sproget kan samle, bevæge og begejstre.

Der er lagt op til to dage, hvor både hverdagens samtaler og de store sproglige spørgsmål får plads – midt i Danmarks hyggeligste købstad. KOM OG VÆR MED!

Læs mere på SPROGENSE.dk

Se hele programmet på sprogense.dk/program