Det er med stor fornøjelse, at vi søndag den 18. august 2019 kan invitere til STORE medlemsdag i Nordfyns Erhverv og Turisme. Her inviterer vi alle medlemmer med til en helt særlig dag fyldt med cykelløb og kunstudstilling i Otterup.

Dagen består af to arrangementer – du kan vælge at deltage i begge arrangementer eller kun ét enkelt arrangement – det er helt op til dig.

Begge arrangementer er gratis for medlemmer i Nordfyns Erhverv og Turisme.

Gælder for op til 2 personer. Sidste tilmeldingsfrist er 15. august. Tilmeld dig via formularen nederst på siden.

Program:

Fyen Rundt – VIP-arrangement

Kl. 10:30-12:30 byder vi på et lettere VIParrangement på Torvet i Otterup i forbindelse med starten på Danmarks ældste cykelløb, Fyen Rundt. Løbet sendes direkte på TV2-Sport, og du kan opleve præsentationen af de professionelle ryttere og starten fra allernærmeste hold. Du får mulighed for at komme med bag om Danmarks højest rangerende cykelhold, Riwal Readynez Cycling Team. Steffen Kromann, CEO for Riwal, tager os med på rejsen fra et lille hobbyhold til Danmarks i dag højest rangerende hold med en målsætning om Tour de France-deltagelse i 2021.

Vi serverer en lille sandwich og drikkevarer.

Ole Ahlberg-udstilling – sidste chance

Kl. 12:30-15:30 kan du være med til ”nedlukningen” af Ole Ahlberg-udstillingen på Otterup Geværfabrik. 4.514 har (pr. 4. august) besøgt Nordfyns største kunstudstilling til dato. Har du ikke nået det endnu, så får du chancen på den sidste dag, udstillingen har åbent. Ole Ahlberg vil være til stede, og der vil undervejs være en kort historiefortælling om Geværfabrikken.

Vi sørger selvfølgelig for snacks og et godt glas vin.

Spørgsmål?

Kontakt eventkoordinator Peter Ginnerskov på peter@neet.dk /tlf. 6196 0570.