Da Udviklingspark Nord (UpN) for få år siden lukkede ned, blev der et mindre overskud, der blev besluttet at skulle anvendes overfor UpNs målgruppe, nemlig iværksættere og SMV’ere, og som Nordfyns Erhverv og Turisme fik muligheden for at effektuere.
Valget faldt på et iværksætter-/SMV-udviklingsforløb med fokus på især salg, markedsføring, ledelse og strategi, der løb af stablen i 4. kvartal 2020.
En af de deltagende virksomheder var Thoms Låse og Alarm. Virksomheden er startet i 1987, så det er, for en skribent med en 26-års bankerfaring, umuligt at stampe den kreativitet op, der gør at virksomheden kan kaldes en iværksætter. Til gengæld går det bedre som SMV’er, idet Thoms Låse og Alarm i øjeblikket beskæftiger 4 ansatte.
Det skal heller ikke skjules at samme skribent løftede øjenbrynene, da Thoms Låse og Alarm beliggende på Rugårdsvej i Odense fremgik af ovennævnte nordfynske udviklingsforløb.
Men ligesom når man møder et nyt menneske, hvor der oftest gemmer sig en spændende historie bag, så er det samme tilfældet med Thoms Låse og Alarm, og det endda med en spændende nordfynsk én af slagsen.
Udover at der gemmer sig en sympatisk indehaver i form af Kenneth Skov bag Thoms Låse og Alarm, så gemmer der sig også en relativt ny virksomhed bag, nemlig i form af Nordfyns Låse og Alarm. For godt et par år siden kiggede hr og fru Skov sig om efter et rækkehus i Odense, men med datter, svigersøn og barnebarn samt svigerforældre i Otterup, så endte parret i Otterup. Det har nu udmøntet sig i en lokal nordfynsk låsesmed, og Kenneth Skov mærker den lokale forankring:
”Der er god opbakning til det lokale – det mærker man tydeligt. Og for en virksomhed som min, hvor en stor del af kunderne kommer på grund af andre kunders anbefalinger, så betyder det ekstra meget.”
Både den odenseanske og den nordfynske del af virksomheden leverer låse- og sikkerhedssystemer til den nystiftede familie med børn og hus til den ældre del af befolkningen, ligesom skoler, kommuner og virksomheder også hører til i kundegruppen.
”Vi lever af kundeservice og fleksibilitet og går meget langt for vores kunder. Vi lever som sagt af vores kunder som ambassadører, og intet er bedre end når kunden til slut siger: Hold da op en service – tusind tak”, fortæller den 59-årige indehaver.
Kenneth Skov er uddannet bilmekaniker, men kom ret hurtigt til arbejde med låsesystemer som montør hos RUKO. Siden da har udviklingen været enorm, og hvor man i starten ”blot” skulle lave lidt nøgler, så kræver jobbet som indehaver af en sikkerhedsvirksomhed store kompetencer og dygtige medarbejdere, der både kan og må arbejde med el-systemer.
Men det er ikke det eneste der kræver uddannelse og udvikling. Derfor tilmeldte Kenneth Skov sig også det delvist UpN-finansierede udviklingsforløb:
”Jeg havde behov for inspiration, og verden ændrer sig hele tiden. Forløbet gav mig pushet til at lave en forretningsplan og se værdien i at have én plan at styre efter og holde sig op på”, fortæller Kenneth og fortsætter: ”Jeg var tæt på at melde fra, da vi pga. corona måtte holde forløbet virtuelt, men jeg blev godt nok positivt overrasket. Det spillede max, og jeg har fået et særdeles godt udbytte.”
Kenneth Skov drømmer om, at opstarten på Nordfyn kan udvikle sig til også at have en butik i Otterup med en eller to ansatte, og er generelt glad for livet som selvstændig:
”Jeg synes det er fedt og spændende at følge med udviklingen og brænder for det. Jeg vågner hver morgen og tænker: det bliver en fed dag”, slutter Kenneth Skov.
Seneste kommentarer