Mange virksomheder er ikke vant til at håndtere pressen. Det gælder måske især små og mellemstore virksomheder. Der er selvfølgelig også mange, der ikke har nogen kontakt med pressen, men i mange tilfælde kan pressen jo også hjælpe med indirekte markedsføring.
Vigilant er et firma, der kan hjælpe alle typer virksomheder med pressekontakt og pressemeddelelser eller blot fortælle den gode historie om din virksomhed.
De to stiftere Christian Fuglsang og Rasmus Lund mente at der var en niche i markedet, der skulle fyldes ud, og det var i krydsfeltet mellem pressen og virksomhederne.
”Vigilant er kort fortalt et PR- og kommunikationsbureau. Det primære område er at skaffe virksomhederne presseomtale,” fortæller Christian.
Vigilant arbejder både med lokale og nationale medier samt med tv-spot og øvrige digitale platforme. De hjælper også virksomhederne med nyhedsbreve og anden løbende omtale.
Christian og Rasmus fortæller videre, at de også godt kan lave en Instagram profil eller opdatere en Facebook side, men at det ikke er deres fokus. Derimod vil de gerne have virksomhederne ind i mediebilledet på den helt rigtige måde, alt efter de ønsker, kunderne måtte have.
De fortæller samstemmende at det de gør, måske er en lidt glemt disciplin. Mange udbudte tjenester er nemlig med markedsføring som det centrale, og det står så i kontrast til det, Vigilant laver.
Christian har en baggrund som cand.merc. i organisation og har i en årrække beskæftiget sig med at hjælpe andre iværksættere i gang. Rasmus’ baggrund er også funderet i iværksætteri, og så læser han sideløbende til ingeniør.
Der har altid været gang i deres iværksætteri, og før dette projekt solgte de nødder til specialbutikker i det ganske land.
Men de ville noget andet, og Christian ville starte et eller andet der skulle være et bureau, men i starten var han ikke helt skarp på hvad det skulle være. Dog kom det hurtigt frem, at det skulle være noget med Public Relations. Altså PR og kommunikation i forhold til virksomhederne ude i markedet. Rasmus var med på ideen, og så blev Vigilant startet op.
De kommer begge to ind på vigtigheden af netværk. Det er selvfølgeligt vigtigt i alle brancher, men skal man have noget i Børsen eller Berlingske skal man altså være et ansigt i den verden, understreger de begge.
De kommer ind på, hvordan man i virkeligheden kommer ind under huden på for eksempel Børsens journalister. Her skal ting være meget faktabaseret og gerne indeholde en masse tal, man kan forholde sig til. Det må også godt handle om vækstvirksomheder.
Men der er også mange andre veje til at komme i tale med indflydelsesrige journalister. Blandt andet ved at kende de forskellige journalisters emneområder. Men også ved at kende sin besøgelsestid i forhold til at ’’bruge’’ journalisternes tid.
”Vi ser klart et marked for denne branche. Der er dog lidt langt til millionerne endnu,” griner de: ”Markedet for PR og kommunikation er ikke mættet.”
Konkurrencen er ikke speciel hård, hvis man lige præcis gør det som Vigilant gør. Så optimismen er ikke til at skjule.
Salgsprocessen kører via opkald til mindre iværksættere, der får forskellige spørgsmål. Derefter kommer der en dialog, som jævnligt udvikler sig til noget forretningsmæssigt. De tilbyder også at vurdere de forskellige virksomheders pressepotentielle.
Udover Christian og Rasmus er der også et par praktikanter i virksomheden. Her håber de at kunne ansætte en fast medarbejder inden for kort tid.
”Der skal virkelig vækstes,” siger de begge: ”Det er et klart mål at blive flere i virksomheden og at vi skal være op mod 8-10 ansatte i fremtiden.”
Ligeledes vil de gerne åbne en filial i København, og måske også åbne noget i udlandet på sigt.
Jo, de unge mennesker har ambitioner.
Seneste kommentarer