Nordfyns Erhverv og Turisme blev stiftet i 2015. Efter stiftelsen blev der igangsat strategiarbejde, der udmøntede sig i strategi 2021. Sidder man og studerer strategikortet fra den gang, så er der mange spændende emner i strategien, fx ”Videns- og kompetenceløft”, ”Udløse eventpotentialerne tilpasset områdets identitet” og ”Det gode værtskab” m.fl.
Men man skal lede længe efter ord som bæredygtighed, klima eller grøn omstilling. Ja, man kan lede og lede, for temaet er ikke nævnt med et eneste ord – det er kun 6 år siden.
Arbejdet med at lave en ny strategi er i fuld gang og bliver lavet med udgangspunkt i de tre ben, som Nordfyns Erhverv og Turisme står på, nemlig erhverv, event og turisme. Oplæg til ny vækststrategi (erhvervsstrategi) er ved at være færdigt og forventes præsenteret umiddelbart før jul.
I den anledning har vi lavet en spørgeundersøgelse hos godt 200 nordfynske virksomheder; både medlemmer og ikke-medlemmer. Et af temaerne var naturligvis grøn omstilling/bæredygtighed.
Et af spørgsmålene var om ”virksomheden arbejder med grøn omstilling/bæredygtighed i hverdagen?”. Hertil svarede 42,8 % JA og 57,2% svarede NEJ. Hvorvidt det på nuværende tidspunkt er tilfredsstillende eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.
Men at fremtiden kommer til at kræve grønt fokus er utvivlsomt. Fremtidens eller måske endda nutidens medarbejdere/turister/borgere tiltrækkes af bæredygtighed og ”det grønne”. Jeg skal ikke foregribe det endelige indhold i vækststrategien. Men at vi alle skal være med til at accelerere udviklingen, tænker jeg er et must for at være konkurrencedygtige både overfor kunderne, men også for at kunne appellere til potentielt nye og dygtige medarbejdere.
Det skal være naturligt og attraktivt for virksomheder i Nordfyns Kommune at udvikle sig bæredygtigt. Her har vi, og efter min mening også Nordfyns Kommune, en opgave i og ansvar for, proaktivt, at skubbe virksomhederne i en mere bæredygtig retning.
Et ansvar, vi er parat til at tage på os.
Seneste kommentarer