En frisk analyse fra Ernst & Young slår fast, at VM i cyklecross gav et rigtig godt udbytte. Ikke bare for Bogense og Nordfyn, men for hele Fyn. De 15.000 besøgende var med til at sikre en turismeøkonomisk effekt på mere end 12 mio. kr., og med tårnhøje TV-tal på mere end 50 mio. seere blev Bogense sat på verdenskortet.
Meget tyder på, at fornøjelsen af VM i cyklecross ikke kun begrænser sig til de intense dage lige omkring selve eventen. Ifølge en analyse foretaget af Ernst & Young for den internationale cykleunion UCI har mere end 80 % af de gæster, der kom fra udlandet og fra andre steder i Danmark end Fyn, tilkendegivet, at det er meget sandsynligt, at de vil vælge Bogense og Fyn som fremtidig feriedestination.
– Vi har fra dag et set VM som en vigtig turistcase for os, og vi kan slet ikke få armene ned over den her feedback fra VM-gæsterne. Vi glæder os til at vise dem alt det, vi ellers kan tilbyde på Nordfyn og resten af øen. Sammen med Destination Fyn har vi understøttet lysten til at vende tilbage med kampagner på de sociale medier både før under og efter eventen, og vores forventning er, at vi kommer til at møde en hel del gæster igen her henover sommeren, siger Per Olesen, direktør for Nordfyns Erhverv og Turisme.
Smæk for skillingerne og stærk synlighed
VM i cyklecross gav også den fynske økonomi et kraftigt varmt pust på en kold weekend i februar. Ifølge effektanalysen spenderede deltagere, officials, mediefolk og de 15.000 tilskuere tilsammen så mange penge under VM, at det resulterede i en direkte fynsk bruttoværditilvækst på 12 mio. kr. Analysen efterlader ingen tvivl om, at det primært er euro og anden fremmed valuta, der har klinget i kasseapparaterne. De udenlandske tilskueres forbrug var således noget højere end danskernes, både når det gælder overnatning, mad, drikkevarer, transport osv.
– Det er meget flotte tal, og hertil kan vi yderligere glæde os over, at vi som arrangører skubbede godt 5 mio. kr. ud til fynske leverandører i form af forskellige ydelser. 3 mio. af dem blev på Nordfyn, fortæller Per Olesen.
Udover den hardcore økonomiske indsprøjtning gav VM i cyklecross også en kæmpe synlighed internationalt. De, der ikke havde taget turen til Nordfyn, kunne følge med på TV og i medier rundt omkring i verden. 296 mediefolk besøgte Bogense i forbindelse med eventen, og en analyse foretaget af Nielsen Sports viser en positiv udvikling i TV-tallene og mange klik på de sociale medier.
– Der blev transmitteret TV til 51 mio. seere i 76 lande mod godt 40 mio. ved det seneste VM i 2018. Derudover affødte eventen høj aktivitet på særligt Twitter og Instagram. Det er svært at skjule begejstringen, lyder det fra en yderst tilfreds Per Olesen.
Fakta:
- Ernst & Young har for den internationale cykleunion UCI foretaget en effektanalyse i forbindelse med VM i cyklecross. Rapporten er lavet på basis af næsten 500 face-to-face interviews med tilskuere, med online spørgeskema med svar fra 19 af 24 deltagerlande og med online spørgeskema med svar fra 81 mediefolk
- halvdelen af tilskuerne var danske, hvoraf ca. 50 % var lokale fra Fyn
- Den anden halvdel af tilskuerne var udenlandske. Top 5 lande var: 1) Belgien, 2) Holland, 3) Tyskland, 4) Storbritannien, 5) USA
- 93% af gæsterne var enten tilfredse eller meget tilfredse med VM i cyklecross (udenlandske gæster 90% – lokale 96%)
- 83 % af de gæster, der kom fra udenfor Fyn, svarer at de sandsynligt eller meget sandsynligt vil komme tilbage til Bogense og Fyn på ferie (66% af de udenlandske gæster)
- 3,6 mio. ”reaches” er leveret på de sociale medier
- VM i cyklecross genererede en direkte turismeøkonomisk effekt på 12 mio. kr. på Fyn
- 296 mediefolk besøgte VM i cyklecross (Kilde: UCI)
- TV fra VM i cyklecross nåede ud til 51 mio. TV-seere i 76 lande (Kilde: Nielsen Sports)
- VM i cyklecross blev afviklet 2.-3. februar i Bogense af CrossDenmark – et partnerskab bestående af Nordfyns Erhverv & Turisme, Destination Fyn, Sport Event Denmark og Danmarks Cykle Union.
Seneste kommentarer