Der er dømt storhittende animationsfilm og romantisk drama, når ZULU Sommerbio gæster Hasmark Strand Camping 28. og 29. juli. Zulu Sommerbio, der hver sommer rejser deres store lærred til udendørs-film rundt om i Danmark, tager de to biograf succeser ”Ternet Ninja” og ”A Star Is Born” med til Hasmark.
Filmvalgene skaber stor glæde hos Nordfyns Erhverv og Turisme, der sammen med ZULU Sommerbio og Hasmark Strand Camping er arrangører.
– Det er første gang Nordfyn er med i ZULU Sommerbio karavanen, og i år eneste sted på Fyn. Derfor er jeg overordentlig glad for at vi kan starte med et brag og kan byde på to meget populære film, siger Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme.
”Ternet Ninja” er den anden film i rækken af komikeren Anders ‘Anden’ Matthesen. Han havde allerede haft gigantisk succes med filmen ”Terkel i knibe”, men den succes er på utrolig vis blevet overgået af den ternede ninjadukke. For mere end 940.000 har set ‘Ternet Ninja’ i de danske biografer, og det gør filmen til den mest sete danske film i biograferne efter årtusindeskiftet.
”A Star is Born” er tredje genindspilning af filmen ‘Hollywood bag kulisserne’ fra 1937. Især er George Cukors version fra 1954 med Judy Garland og James Mason i hovedrollerne en uomgængelig filmklassiker. Filmen fik seks stjerner i BT af anmelderen Thomas Brunstrøm, der skrev: ‘… en usædvanligt medrivende, rørende og helt igennem fremragende film.’ Filmen var nomineret til syv Oscars, og vandt en – for ‘bedste originale sang’.
Begge aftener starter filmene klokken ca. 21.30.
Arrangørerne råder folk til at komme i god tid, da arrangementet traditionelt trækker mange filmelskere til.
Der er gratis entré og åbent for alle, selvom arrangementet afvikles på campingpladsens område.
Om filmene
TERNET NINJA (Animationsfilm)
Se eller gense Anders Matthesens ternede monsterhit under åben himmel. Aske går i syvende klasse og har en masse problemer. Han tør ikke tale med labre Jessica fra ottende, som han er vild med, og han bliver mobbet af den ondskabsfuld Glen i skolen. Derhjemme er det ikke bedre, her terroriserer hans stedbror Sune ham. Hvad skal han stille op? Som situationen ser værst ud, vender Askes onkel Stewart heldigvis hjem fra Thailand med en ternet ninjadukke i bagagen, som Aske får. Det er en ganske særlig dukke. Det er en levende reinkarnation af en drabelig japansk ninjakriger. Dukken vil gerne hjælpe Aske med at løse hans problemer – hvis Aske til gengæld hjælper den ternede ninja med at få hævn.
Anders ‘Anden’ Matthesen havde allerede haft gigantisk succes med filmen ‘Terkel i knibe’, men den succes er på utrolig vis blevet overgået af den ternede ninjadukke. For mere end 940.000 har set ‘Ternet Ninja’ i de danske biografer, og det gør filmen til den mest sete danske film i biograferne efter årtusindeskiftet.
Se trailer her.
A STAR IS BORN (Romantisk drama)
På vej hjem fra en koncert forvilder den alkoholiserede countryrockstjerne Jackson Maine (Bradley Cooper) sig ind på en dragbar for at få stillet tørsten, og her ser han sangerinden Ally (Lady Gaga) på scenen. Han falder prompte for hendes udstråling og store talent, og de indleder et forhold. Han hjælper hendes karriere i gang, de bliver gift, og i en periode er alt lykkeligt. Men da Ally bliver opdaget af et stort pladeselskab og får masser succes samtidig med, at Jacksons egen karriere er for nedadgående, og hans drikkeri og narkomisbrug tiltager, opstår der store spændinger i deres parforhold.
Bradley Cooper spiller hovedrollen. Han har også instrueret og skrevet manuskriptet til filmen. Overfor ham optræder sangerinden Lady Gaga i en sjælden filmrolle.
Filmen fik seks stjerner i BT af anmelderen Thomas Brunstrøm, der skrev: ‘… en usædvanligt medrivende, rørende og helt igennem fremragende film.’ Filmen var nomineret til syv Oscars, og vandt en – for ‘bedste originale sang’.
‘A Star is Born’ er tredje genindspilning af filmen ‘Hollywood bag kulisserne’ fra 1937. Især er George Cukors version fra 1954 med Judy Garland og James Mason i hovedrollerne en uomgængelig filmklassiker.
Se trailer her.
Seneste kommentarer